Vestbyens Loppemarked vender tilbage for tredje år i træk
Det er ved at udvikle sig til en fast tradition.
Mellem 20 og 25 huse på Schleppegrellsgade i Vestbyen inviterer søndag 4. maj "indenfor" til Vestbyens Loppemarked.
Loppemarkedet foregår i selve Schleppegrellsgade - og i boderne vil man kunne få alt fra retrofund til tøj, keramik, bøger og andre unikke loppeartikler.
Det fortæller Kamilla Langeland, der er én af initiativtagerne til loppemarkedet.
Foruden at interesserede gæster kan gøre sig en god handel er loppemarkedet også med til at styrke fællesskabet i gaden - og knytte folk sammen på tværs af generationer og baggrunde, påpeger hun.
- Vi elsker den stemning, der opstår, og i år har vi også et samarbejde med AaB, som støtter op om arrangementet og hjælper med, at vi kan få endnu flere stande, som i år er gratis. I år bliver det også ekstra hyggeligt med både kaffevogn og isvogn, så man kan nyde noget lækkert undervejs på skattejagten, fortæller Kamilla Langeland.
Hele arrangementet er gratis - og løber af stablen søndag 4. maj kl. 10-15.
Og faktisk gentager Vestbyens Loppemarked hele seancen igen senere på året.
Det sker søndag 14. september - også kl. 10-15.