Smørklatter og juledufte: Nisseskole trak børn til
AALBORG: Det var et helt særligt syn, der mandag mødte aalborgenserne, som gik gennem midtbyen.
I anledning af Julemændenes Verdenskongres 2026 havde julemænd og nissemødre nemlig forvandlet midtbyen til en stor nisseskole for børn.
Her kunne børnene prøve kræfter med blandt andet smørklatkastning og juleduftning, hvor julemor Heidi Lützen og julemand Henrik Kristiansen stod klar til at undervise og give point.
Smør og dufte
Julemænd og julekoner er kommet langvejs fra for at deltage i verdenskongressen, som løber frem til torsdag den 9. juli.
Det gælder også julemor Heidi.
- Jeg er julemor fra Snøde. Og Snøde ligger jo på Langeland, fortæller hun.
En anden julemand, vi møder, er Henrik. Han har dog kun rejst fra Pandrup.
Mandag stod de to klar på Gabels Torv med to af nisseskolens poster.
- Vi har to poster her, fortæller Heidi og fortsætter:
- Her kaster vi med smørklatter, og derovre skal man gætte dufte. Begge dele har selvfølgelig noget med jul at gøre.
Interessen for posterne var stor. Faktisk lagde så mange børn vejen forbi, at arrangørerne undervejs løb tør for diplomer.
Verdenskongres i Aalborg
Anledningen til julemændenes og nissemødrenes besøg i Aalborg er den årligt tilbagevendende Julemændenes Verdenskongres.
Omkring 35 julemænd, nissemødre og nisser deltager i år, og den længst rejsende gæst er kommet hele vejen fra Japan.
Begivenheden har siden 1957 været årets store samlingspunkt for juleentusiaster.
Frem til 2019 blev den afholdt på Dyrehavsbakken i Klampenborg, men efter en pause genopstod kongressen i Aalborg i 2024.
- Aalborg har jo taget teten op med at afholde julemandskongressen, og det er vi dybt lykkelige for, fortæller Henrik.
Store spørgsmål
Ud over nisseskolen er verdenskongressen også en mulighed for, at juleentusiasterne kan netværke.
Her deler de erfaringer, tips og tricks, så julemænd verden over er helt opdaterede på de nyeste tendenser og traditioner.
Derudover bliver der også diskuteret store og vigtige spørgsmål - blandt andet om, hvornår juleaften egentlig falder.
- Vi er jo ikke helt enige i hele verden om, hvornår der er juleaften. Nogle mener den 24. december, men andre mener den 25. december om morgenen. Andre mener, at vi skal helt hen til den 6. januar, fortæller Henrik.
Farven på juletræer er også til debat.
- Vi har jo set eksempler på misfarvede juletræer. Jeg har både set hvide og lyserøde juletræer, men jeg synes altså, at rødgran er nummer ét, fortæller Henrik.
De store spørgsmål bliver diskuteret på kongressen, som afsluttes i Aalborg Zoo torsdag den 9. juli. Vil du følge med i debatten, kan du kigge forbi Zoofari-scenen mellem klokken 13 og 14.