Nordjyllands største rejsefestival vender tilbage i Aalborg Lufthavn
Oplev rejseinspiration, spændende aktiviteter og eksklusive rejsetilbud til Aalborg Rejsefestival søndag 26. januar.
Festivalen er gratis og byder på en dag fyldt med ferieidéer, familieaktiviteter og et rekordstort udvalg af rejseforedrag.
Det fortæller Aalborg Lufthavn i en pressemeddelelse.
Rekordmange stande
Fra kl. 9.30 til 16.30 kan besøgende udforske op mod 40 stande, hvor charterselskaber og rejsebureauer præsenterer deres bedste rejsetilbud.
Gæster kan deltage i foredrag om eksotiske rejsemål som Thailand, Kenya og Canada - og høre om nye trends inden for rejseoplevelser.
Martin Svendsen, CCO i Aalborg Lufthavn, forventer stor opbakning:
- Sidste år tiltrak festivalen over 12.000 gæster, og vi ser frem til endnu flere besøgende i år. Med nye ruter og et stort udbud af aktiviteter er der noget for enhver.
Nye direkte ruter i 2025
Festivalen løfter sløret for Aalborg Lufthavns nye ruter, bl.a. til Nuuk og Reykjavik samt de græske rejsemål Evia og Peloponnes.
Disse destinationer giver rejsende flere muligheder for både eksotiske og afslappende ferier direkte fra Nordjylland.
Udover rejsetilbud er der masser af underholdning for hele familien.
Konkurrencer, autografskrivning med spillere fra Aalborg Håndbold og smagsoplevelser fra lufthavnens spisesteder sikrer en sjov dag - fra hotdogs og smørrebrød til fastelavnsboller og romkugler. Der er noget for enhver smag.
Som en nyhed i år tilbyder NT, Nordjyske Jernbaner og DSB transport til og fra lufthavnen for kun 25 kr. tur/retur – gældende i hele Region Nordjylland og fra Aarhus.