Mads Steffensen vender hjem til Gistrup
GISTRUP: Når Lokalhistorisk Forening for Gistrup, Nøvling og Visse 24. februar kalder til samling, bliver det med en velkendt stemme på programmet.
Radio-, tv- og podcastvært Mads Steffensen gæster nemlig hjembyen Gistrup til en aften med personlige fortællinger og lokale minder.
Mads Steffensen er født og opvokset i Gistrup og vil i samtale med Hardy Pedersen fra Lokalhistorisk Forening se tilbage på barndommen og ungdomsårene i byen.
Publikum kan samtidig høre om vejen fra de lokale omgivelser til en karriere som en af Danmarks mest populære radio- og tv-værter.
Arrangementet finder sted på Gistrup Skole, og der er lagt op til en aften med både nostalgi, anekdoter og indblik i et langt medieliv.
Aftenen begynder kl. 19, men havde du forhåbning om at tage del i festlighederne, er der desværre dårligt nyt.
Foreningen bag arrangementet oplyser nemlig torsdag, at der allerede er udsolgt.