Billede beskrivelse

Lad næsen løbe og støt syge og sårbare børn og unge

29. april 2025 kl. 09.01

KLOVNELØB: Danske Hospitalsklovne afholder Klovneløb over hele landet frem til september måned. I Region Nordjylland er der i år hele 12 løb drevet af lokale, frivillige ildsjæle, som brænder for at støtte arbejdet for at sprede glæde og livsmod hos syge og sårbare børn og unge.

Det fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse. 

Klovneløb er hyggelige og sociale familieløb, hvor der er plads til alle – store som små, løbende eller gående, rullende eller hoppende. Det handler ikke om at komme først, for selv sneglefart kan gøre en forskel, når banen kridtes op med røde næser, og alle deltagere bakker op om Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn og deres familier.

Her er der Klovneløb i Region Nordjylland

I Nykøbing Mors foregår løbet den 15. maj 2025.

I Aalborg foregår løbet den 18. maj 2025.

I Nibe foregår løbet den 24. maj 2025.

I Nibe (Kølby) foregår løbet den 24. maj 2025.

I Vrå foregår løbet den 25. maj 2025.

I Øster Brønderslev foregår løbet den 25. maj 2025.

I Hobro - Valsgård foregår løbet den 29. maj 2025.

I Hjørring foregår løbet den 8. juni 2025.

I Thisted foregår løbet den 15. juni 2025.

I Arden foregår løbet den 23. august 2025.

I Hirtshals foregår løbet den 23. august 2025.

I Aalborg SV foregår løbet den 6. september 2025.

På landsplan bliver der afholdt hele 104 Klovneløb i perioden maj – september 2025. I Thisted er det Marianne Vibæk, der er lokal arrangør af Klovneløb den femtende juni 2025:

- Jeg arrangerer Klovneløb, fordi jeg gerne vil være med til at skaffe penge til hospitalsklovnene – og så er jeg også selv glad for at løbe. Jeg har flere gange arrangeret løb med mine børnebørn, og det er de vilde med. Med Klovneløb har jeg forhåbentlig mulighed for at invitere mange flere børn og voksne med. Jeg glæder mig til at se mange glade børn, der vil lege med på dagen – og selvfølgelig også deres forældre, som kan få et par festlige timer sammen med deres børn, fortæller Marianne.

Selv de mindste skridt kan gøre en kæmpe forskel

De seneste 13 år har Klovneløb vokset sig større med flere lokale løb, flere deltagere og stigende støtte. De indsamlede midler går bl.a. til, at endnu flere børn og unge kan få glæde af hospitalsklovnenes besøg på landets børneafdelinger og i børne- og ungepsykiatrien. 

Der afholdes Klovneløb i hele landet hen over sommeren og ruterne er på 1-3 km. Det koster 80 kr. pr. deltager. 

Ved tilmelding er hver deltager sikret et startnummer og en rød næse, som udleveres på løbsdagen. Der vil desuden blive uddelt Klovneløbsmedaljer til alle børn under 18 år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste