Iskold revanche: Kendte indbyder igen til Celebrity Hockey
AALBORG: Sidste år var der både Bambier på glatis - og skøjteprinser og -prinsesser, da Celebrity Hockey løb af stablen for første gang.
Nu gentager Aalborg Pirates - og de to holdkaptajner Niels Skovmand og Lisbeth Østergaard - succesen fra sidst, når hockey-eventet vender tilbage til isarenaen i Gigantium.
Det sker fredag 13. februar kl. 19 - og for Niels Skovmand venter der en kærkommen mulighed for en iskold revanche.
Hans udvalg af kendte nordjyder tabte nemlig sidste års duel.
- Det var så tydeligt, at det, vi var vidne til på isen hernede, var så uretfærdigt og unfair som noget overhovedet kan være. Så det skal vi have rettet op på i år, siger han i en video på Aalborg Pirates' Facebook-side.
Hvem der er med på to kendishold er endnu ikke offentliggjort.
Men sidste år entrerede blandt andre borgmester Lasse Frimand Jensen (S) og AaB-legenderne Thomas Augstinussen og Thomas Enevoldsen isen.