Seneste nyt
Billede beskrivelse

Et væld af gratis aktiviteter rundt omkring i Aalborg

06. juli 2026 kl. 08.01

AALBORG: Skal sommerferien byde på vandplask, minigolf eller kamp som i middelalderen?

Så er der flere muligheder for børn og unge i Aalborg Kommune i denne uge.

På Aktiv Sommers hjemmeside fremgår det, at kommunen i samarbejde med lokale foreninger, kulturinstitutioner og uddannelsesinstitutioner hele sommeren udbyder en lang række aktiviteter for børn. De fleste aktiviteter er gratis, mens enkelte kræver egenbetaling.

Blandt de gratis aktiviteter i denne uge er “Svøm og Lær” i Haraldslund for børn på 3. og 4. klassetrin. Her inviteres børnene til to dage med svømmetræning, leg og læring i trygge rammer.

Ifølge Aktiv Sommer skal børnene blandt andet lære om, hvordan man færdes i en svømmehal, hvad en livredder laver, vandtilvænning, forskellige svømmearter, dykning, udspring og livredning. Der kan også blive mulighed for at prøve at hoppe i vandet med tøj på.

For børn og unge fra 3. til 10. klasse er der også mulighed for at spille minigolf i Nørresundby. Aalborg Minigolf Klub byder velkommen på de udendørs baner på Lerumbakken ved Nørresundby Idrætscenter.

Her kan deltagerne prøve kræfter med minigolfbanerne på toppen af Lerumbakken ved Solsiden i Nørresundby. Sidste år blev anlægget udvidet med 18 nye baner, som blandt andet er blevet brugt til DM i minigolf.

Derudover kan børn og unge fra 4. til 10. klasse prøve middelalderkampsporten buhurt sammen med Iron Wolves.

Buhurt er en fuld kontakt-kampsport, som for voksne foregår i autentiske middelalderrustninger og med våben, der dog ikke er skarpe. For børn, unge og til almindelig voksentræning foregår sporten med softcombat-udstyr, som består af skumsværd og skumrustninger.

Hos Iron Wolves er vilje, udholdenhed og kammeratskab i fokus, og deltagerne får mulighed for at lære teknikker og prøve en anderledes holdsport, hvor kroppen kommer i brug.

Tilmelding og mere information om aktiviteterne findes på Aktiv Sommers hjemmeside.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste