Seneste nyt
Billede beskrivelse

Et sandt jubilæumstogt: Nibe Festival gør status

09. juli 2026 kl. 12.00

NIBE: Den 40. udgave af Nibe Festival er nu et afsluttet kapitel – og et godt et af slagsen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra arrangørerne, som gør status over årets festival.

Her blev der dagligt slået rekorder, og de frivillige var endnu en gang med til at skabe en helt særlig festival i Skalskoven.

5.000 frivillige var i sving

Trods skiftende vejr blev det en særdeles velafviklet festival. - Et sandt jubilæumstogt, kalder arrangørerne det.

Sammenlignet med den første festival i 1985 stod årets udgave i skarp kontrast.

Den første festival blev stablet på benene af en ung bestyrelse og blot 14 frivillige på Dyreskuepladsen i Nibe.

I år var over 5.000 frivillige og et festivalkontor med 10 ansatte i sving, da Skalskoven blev forvandlet til en stor jubilæumsfest.

- Vi kan ikke takke de frivillige nok. Intet af det, vi skaber, ville være muligt uden deres uselviske indsats. Gang på gang fortæller vores gæster, at de mange smil fra de frivilligeog deres høje, hjertelige serviceniveau er med til at gøre festivaloplevelsen helt særlig. Det hænger naturligvis også sammen med den harmoni, vi oplever blandt publikum, siger en meget stolt Peter Møller Madsen, talsperson for Nibe Festival.

Festivalen bød på over 100 koncerter fordelt på seks forskellige scener.

Positive sikkerhedstal

Generelt vurderer arrangørerne, at festivalen forløb rolig og harmonisk.

– For os er det et kæmpe hovednavn, at festivalen sikkerhedsmæssigt blev afviklet så uproblematisk og med så meget harmoni og empati. Med 20.000 daglige "indbyggere" er vi jo en halvstor provinsby, når festivalen afvikles. Derfor er vi også stolte af, at vi igen kan præsentere nogle af de mest positive sikkerhedstal efter sommerens rekordfestivaler, udtaler talsperson Peter Møller Madsen.

Dog var saksen i brug under festivalen.

Det blev til 67 klippede armbånd, mens 27 gæster i stedet fik et advarselsarmbånd.

Der var to anmeldte voldssager, og ni personer blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer.

Omsætningsrekord

Det er efterhånden blevet en tradition, at festivalen sætter rekorder i boder og barer.

I år var ingen undtagelse.

Alle fire festivaldage satte nye dagsrekorder. Onsdag blev den første dag nogensinde med en omsætning på over 10 millioner kroner.

Den rekord blev allerede overgået lørdag, hvor omsætningen rundede godt 11 millioner kroner.

Den samlede omsætning i skoven passerede for første gang 40 millioner kroner, mens den samlede festivalomsætning forventes at ende på godt 70 millioner kroner.

- Vi er meget tilfredse med afviklingen af årets festival. Udover en meget strømlinet gennemførelse – trods vejrudfordringer – satte vi flere omsætningsrekorder i løbet af ugen. Vi har en fantastisk organisation med både fastansatte og frivillige, og det er den væsentligste årsag til, at alt spillede maks. De små udfordringer, der opstod undervejs, blev løst hurtigt og uden væsentlige gener for vores gæster, lyder det fra festivalens formand, Troels Severinsen.

Nibe Festival 2027

Allerede nu kan festivalgæsterne sætte kryds i kalenderen til næste år.

Nibe Festival vender tilbage fra 30. juni til 3. juli 2027.

Salget af partoutbilletter starter tirsdag 2. september klokken 10.00.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste