Den Kongelige Ballet tager på Jyllandsturné: På dette tidspunkt kommer de til Aalborg
Aarhus, Aalborg, Randers, Esbjerg og Vejle får i februar 2025 besøg af Den Kongelige Ballet, der bringer ikoniske værker og fornyelse ud til Jylland.
Publikum kan se frem til en aften, hvor tradition møder moderne dans, præsenteret med elegance og præcision.
Den Kongelige Ballets nye balletchef, Amy Watson, vil stå i spidsen som engageret konferencier.
Om turnéen siger Watson:
- Den Kongelige Ballet er hele Danmarks ballet. Vi er taknemmelige for, at mange rejser til København for at opleve os, men det er en glæde at komme ud i landet og dele vores kunst med flere.
Turnéaktiviteter i 2025
Den Kongelige Ballets jyllandsturné er en del af Det Kongelige Teaters omfattende program med hele 163 turnédage i 2025.
Fra sommerballet til familieforestillinger fortsætter teatret med at bringe scenekunst ud til hele Danmark.
Den Kongelige Ballet kommer til Aalborg med et stykke, der er delt i en første akt, anden akt og en finale.
Oversigten finder du nedenfor.
Første akt:
Klassiske mesterværker af August Bournonville og Marius Petipa:
Livjægerne på Amager – pas de trois
Blomsterfesten i Genzano – pas de quatre
Karneval i Venedig – pas de deux
Anden akt:
Et farverigt uddrag fra Gotta Dance! koreograferet af solodanser Gregory Dean. Forestillingen hylder dansens glæde og swingtidens evigt populære melodier.
Finalen:
Harald Landers legendariske Etudes danses for første gang uden for Gamle Scene i København. Dette teknisk imponerende værk er en hyldest til ballettens skønhed.
Musikken leveres af Aalborg Symfoniorkester under ledelse af dirigent Damian Iorio. Enkelte stykker fra Gotta Dance! fremføres til indspillet musik med melodier af blandt andre George Gershwin og Irving Berlin.