Aalborg danner rammen om internationalt stævne
AALBORG: Dansk, hollandsk, russisk, spansk, tysk, ukrainsk og ungarsk.
Sådan lyder nationaliteterne på den foreløbige tilmeldingsliste til stævnet Aalborg Open.
Traditionen tro tager Aalborg Fægteklub hul på det nye år som vært for det internationale fægtestævne, som finder sted i weekenden 10.-11. januar.
- Også denne gang kan vi glæde os over flot interesse for børne- og ungdomsstævnet, som i år endda tiltrækker fægtere fra Tyskland. I løbet af de to dage vil vi have omkring 35 fægtere på pistene, og de skal dyste i aldersgrupperne U11, U13, U15, U17 og U20, fortæller Pia Haack Vadstrup, der er formand for Aalborg Fægteklub.
Der fægtes fra tidlig formiddag både lørdag og søndag.
Stævnet finder sted på Vesterkærets Skole, og alle interesserede er velkomne til at komme forbi og se på.