100 børn og voksne marcherede gennem Aalborg for en vigtig sag
AALBORG: Omkring 100 børn og voksne var søndag 10. maj troppet op i Karolinelund til årets Barnevognsmarch.
På Mors Dag gik deltagerne samlet gennem byen for at støtte arbejdet for sikre graviditeter og fødsler verden over.
Marchen var et led i en landsdækkende tradition arrangeret af Sex & Samfund i samarbejde med mødrefællesskabet MaMaMesh.
I Aalborg var det lokale mødre, der stod bag.
Blandt deltagerne var Louise Brandenborg med datteren Frida og Emilie Daugaard med Elinor i barnevognen.
Begge mødre deltog for første gang.
- Det er en god måde at støtte en vigtig sag, lød det fra Louise Brandenborg.
- Og ja, så er det jo hyggeligt at gå gennem byen med en masse andre, tilføjede Emilie Daugaard.
Efter marchen var der mulighed for at hygge sig i Karolinelund med kage og kreative aktiviteter.
Arrangementet satte samtidig fokus på den globale udfordring, at hundredvis af kvinder og piger hver dag mister livet i forbindelse med graviditet og fødsel.