Disse 5 madsteder i Aalborg har fået flest bøder
87.000 kroner for blandt andet dårlig rengøring
AALBORG: Nogle gange leder man efter tip og anbefalinger til, hvor man skal gå hen for at være sikker på at tingene i orden.
Her giver vi dig det stik modsatte. Nemlig de fem steder i Aalborg som har fået allermest kritik af Fødevarestyrelsen igennem de seneste fem år.
Vi snakker både om købmænd, spisesteder og madproducenter, og et af stederne har altså fået 14 bøder i løbet af de sidste fem år. Tilsammen har de fået bøder på næsten 320.000 kroner over de seneste knap fem år. Disse data er baseret på tal fra Fødevarestyrelsen for perioden 1. januar 2017 - 14. oktober 2021.
Det er yderst sjældent, at et kontrolbesøg ender med sur smiley og bøde. Fødevarestyrelsen oplyser til Nordjyske , at dette sker i under to procent af alle kontrolbesøg.
I Aalborg gælder det blandt andet købmandsbutikken Syrien Bazar, som ligger i Vejgaard. Det er den virksomhed i Nordjylland, der har fået næstflest bøder de seneste knap fem år af Fødevarestyrelsen.
Her er der givet 14 bøder for i alt 87.000 kroner for dårlig rengøring, alt for høje temperaturer i kølediskene, manglende mærkning på dansk og forkert kontrolrapport ophængt ved indgangsdøren.
Købmandsbutikken skiftede navn i november 2019 og fik ny ejer. Nu hedder den Vejgaard Bazar. Den nye ejer har også problemer med fødevarehygiejnen. Han har fået to bøder de seneste to år.
Desuden har Dan Gastro i Nørresundby gjort sig skyldig i otte gange forsømmelser, der over de seneste fem år har kostet dem 117.500 kroner.
Hos købmanden QB i Danmarksgade 70a har de fået fem bøder for i alt 70.000 kroner.
Hos købmanden BIA's er fire bøder tikket ind, inden de drejede nøglen om.
Indisk på Aalborg Streetfood fik fire bøder på i alt 20.000 kroner i perioden april 2018 - juli 2019. Restauranten er dog lukket nu. På samme adresse ligger nu restauranten "Little India", der ligeledes serverer indisk mad. Stedet har en helt anden ejer, Darious Ravishangar". Han har intet med de her nævnte bøder at gøre.
LÆS MERE: Se listen: Nordjyllands mest bøderamte købmænd, restauranter og cafeer