Dig og mig, Aalborg

AALBORG: Aalborgs facade er i en opadgående kurve. Det ville være synd at sige om min.

Underligt er det, for vi har indtil videre vokset op sammen, udviklet os i samme hast indtil nu.

Men jeg hænger i, forsøger at stramme op. Er flittig med løbeturene ved havnefronten, hvor jeg ikke sjældent får den her følelse: Nå okay. Nogle har åbenbart bygget et lejlighedskompleks, mens jeg så "Tæt på sandheden" hjemme i min bedste stol.

Følelsen er den samme, som når en barndomsveninde pludselig taber 20 kg, kommer ræsende i en lækker sportsvogn og i øvrigt ikke kunne drømme om at drikke vin fra små papkasser mere - glæde og vemodighed. Man bliver djævelsk stolt og glad over hendes succes og nyvundne selvtillid. Man bliver dog også lidt bange for at miste den der gamle, charmerende version af hende, som sad på en plastikhavestol og grinede med blå rødvinstænder. Bliver faktisk i et svagt øjeblik fristet til at punktere dækkene på den farligt fine bil og så byde hende massive mængder flødesovs.

Svært er det jo at danse med en partner, der pludselig laver nogle nye, lækre moves, for man er tvunget til at ændre sine egne trin, hvis dansen skal fortsætte som før, og man ikke skal være bænkevarmer. På samme måde er det underligt og lidt provokerende i forhold til identiteten, at alle de skæve, skøre steder som Gøglerbåden, Fedtebrød og tivoli ikke findes mere, mens fancy vinbarer og steder for nichekultur skyder op.

Jeg holder af forandring. Alt, der ikke udvikler sig, er under afvikling. Det er en naturlov. At forsøge at fastfryse historien svarer til at fange damp med en strikkepind - det er omsonst, og så ser man ret åndet ud, når man forsøger.

Så jeg siger bestemt ikke, jeg ikke holder af Aalborgs nye identitet. Anerkender fuldt ud, det er rette kurs og gavner i forhold til kulturel begavelse og befolkningsmæssig tiltrækningskraft - for ikke at tale om folkemoral og -sundhed. Siger bare, jeg skal vænne mig til det og kridte danseskoene. For selvfølgelig skal vi danse, til jeg segner, Aalborg. Vi er dig og mig, Alfred!

Jeg har haft masser af tid til at forberede mig, når jeg tænker efter. Nok har Aalborgs udvikling taget et tigerspring det seneste årti, men tigeren har misset til mig hele tiden.

Lige fra dengang, hvor min mor tog mig med fra Nørresundby og på den topmoderne McDonalds i Aalborg. Vi skulle have en HAMbørger og så en milkshake, som hun havde øvet sig på at udtale hjemmefra. Hun tog et bid, rettede på strikhuen og kom med dommen: Sådan noget usselt papmad, og billigt er det heller ikke! Jeg gav hende ret, men inden i tænkte jeg, det smagte himmelsk og af den store verden. Var helt betuttet over, hun ikke kunne se det: Fremskridtet.

Aalborgs - og min - historie kunne i det hele taget skrives med smagssanserne.

Da jeg som helt ung begyndte at tjene mine egne penge, ikke mange, men dog nok til at flotte mig med tre retter mad, så stod Gaden klar med rejecocktail, såkaldt herregårdsbøf med poseærter og til slut to kugler is i hver sin farve. Alt sammen for hunnaar kroner. Helt fornemt blev det, da vi en lønningsdag tog på San Giovanni, og tjeneren kom hen til vores bord med en klump ost og et rivejern for at give os, hvad jeg senere lærte var frisk parmesan på pastaen. Ork satme, hvor var det hele fornemt i storbyen Aalborg.

Derfor gjorde veninderne og jeg os også umage, når vi skulle i Gaden. Vi var max Aalborg-lækre, hvilket dengang indebar en orange solarie-tan, affarvet hår og masser af sminke. Lad mig bare sige, der ikke var plads til meget mere pynt på det juletræ.

Nu lukker solarierne, og mine Aalborg-unger går til yoga i Nordkraft og har blikket stift rettet mod fremtiden.

Men de slipper ikke helt for at høre om gamle dage.

For kunsten for et menneske som for en by er at være loyal og respektfuld over for historien, men også hele tiden udfordre den og have modet til under protester skubbe poseærterne af tallerkenen til fordel for noget mere lækkert og nærende.

En balance, som er særlig klar og godt ramt omkring og i den nyrestaurerede maskinhal fra det gamle Aalborg Værft.

Det er for mig et sted, der binder det hele sammen, en slags Yin og Yang. Havnens ende er veltrimmede biceps med en sømandstatovering, mens armen hen mod Honnørkajen har udviklet sig til en smuk hånd med perfekt manicure og subtilt glimtende smykker - klar til at række ud mod verden.

Det handlekraftige og historisk rå og det fine, sanselige er i forening, arbejder sammen. Til højre har jeg Aalborg Havns buldrende driftsmotor og mægtige kraner, til den anden spejler Aalborgs nye form for selvtillid sig i vandet fra tindrende lys fra Musikkens Hus, Utzon Center og alle de nye boliger. De to sider repræsenterer hver sin form for æsterik og hver sin del af byens historie. På den anden side af fjorden står Stigsborg Havnefront, mit barndomsland, lige vågnet og gnider sig i øjnene. Kan næsten ikke vente på at komme i en fin, ny kjole og invitere til fest.

Jeg ser frem til en dag at skubbe min rollator herhen, stoppe og spise æbler med lommekniv i solen, som Gnags synger om. Maje endda.

Det kan endda være, mine døtre kommer forbi, ryster på hovedet af min sentimentalitet og byder mig den seneste snackbar med myg og borebiller. Papmad, vil jeg måske brumme og ønske mig tilbage til de gode gamle dage med sushi og social dining-restauranter.

Men jeg håber det ikke.

Jeg vil hellere favne det faktum, at når jeg bliver gammel, så er Aalborg først lige kommet i gang.