Billede beskrivelse

Ukendt Kunstner spiller eksklusiv koncert på Nibe Festival

27. november 2023 kl. 10.00
Opdateret 29. november 2023 kl. 08.33

Nibe Festival har netop afsløret endnu et hovednavn til næste års festival - Ukendt Kunstner kommer til Skalskoven.

Den for nyligt genforenede duo bestående af Hans Philip og Jens Ole McCoy har spillet en nøglerolle i udviklingen af dansk hiphop. Ukendt Kunstner har netop overstået en totalt udsolgt arenaturné og vundet titlen som ’Årets Danske Gruppe’ til Danish Music Awards.

De vil næste sommer kun spille fire eksklusive shows, og én af dem er til Nibe Festival torsdag d. 4. juli.

Ud af intetheden

Ukendt Kunstner var der pludselig og for mange helt uden varsel – og hittede straks med ”Neonlys”.

- Jeg husker tydeligt, at jeg kørte på en jysk motorvej, da jeg første gang hørte ”Neonlys”. Radioværten sagde efter nummeret noget a la – ”Neonlys med Ukendt Kunstner, vi må snart blive klogere på, hvem den ukendte kunstner så egentligt er", fortæller festivaltalsmand Peter Møller Madsen.

Efter en håndfuld år hvor Ukendt Kunstner fyldte radioen såvel som festivalpladser og andre store venues med hits som ”Overleve”, ”Gennem Byen” og ”Stein Bagger”, så lukkede duoen ned igen. Lige så pludseligt, som de opstod.

Længe ventet comeback

Ukendt Kunstner er nu ubetinget større end nogensinde med totalt udsolgte arena-koncerter i største format, og det anmelderroste ”Dansktop” album med store singler som ”Uden Dig” og ”Hele Dagen”.

Det er første gang siden sommeren 2017, at den populære duo spiller i Nordjylland igen, så det er længe ventet, at de rammer Skalskoven.

Partout-billetterne blev revet væk til Nibe Festival i år, men tirsdag d. 5. december kl. 10 åbner salget af dagsbilletter. Hvis du ikke vil gå glip af Ukendt Kunstner, så skal du sidde klar til at ligge torsdag d. 4. juli i kurven.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste