Billede beskrivelse

Skærmtid: Emily vender tilbage til Paris i ny omgang af romantisk hitserie

10. august 2024 kl. 15.01

Jeg håber du har fået rejst denne sommer. Smagt en Aperol Spritz ved Trevi-fontænen, sejlet i Seinen eller shoppet amok på Oxford Street. Det er jo, blandt andet, noget vi alle sammen helst bruger vores dyrebare ferie på.

At se verden, opleve nye kulturer og samle minder med venner og familier i fremmede lande.

Et populært feriemål denne sommer - og i øvrigt alle andre sommer - har været lysets by, Paris. Som om Tour de France og årets olympiske lege ikke var nok, er det jo også bare storbyen, der altid leverer varen.

Hvad end du skal spise løgsuppe, drikke rødvin eller forsøge at få et glimt af Mona Lisa i et tætpakket Louvre.

Skulle du havde lyst til at forlænge ferietiden og dit ophold i Frankrigs hovedstad, giver jeg dig nu en unik mulighed. Hjemme fra stuen kan du nemlig blive i Paris - og helt uden OL-larm, lange køer og sure tjernere.

Hele verdens yndlingsturist, Emily, vender tilbage i en ny omgang “Emily in Paris”, og så er det jo næsten som at være der selv.

Se også
Skærmtid: Nazisterne får tæsk i actionbraget “The Ministry of Ungentlemanly Warfare”

Emily in Paris - Sæson 4

Hvis du nogensinde har drømt om at rejse til en anden del af verden, hvor du kan genopfinde dig selv, få en hed sommerflirt og opleve fremmede kulturer, så er “Emily in Paris” lige sagen for dig.

For fire år siden rejste amerikaneren Emily (Lily Collins) til det eksotiske Europa med Paris som hoveddestination, hvor et nyt liv ventede. Og meget er da også sket siden vi første gang mødte Emily.

Den franske kultur er kommet ind under huden på den moderigtige marketingsarbejder, der har jongleret alt fra stormende forelskelser, baguettes og vin ad libitum, nye venskaber og en karriere med alt på spil.

Billede beskrivelse

Tredje sæson sluttede dramatisk med både graviditet, fejlslagen bryllup, affærer og mer’ til, og nu skal Emily have styr på det hele. Skal hun vælge Gabriel eller Alfie? Hvor står hun med veninden Camille? Og hvilke hemmeligheder truer med at ødelægge romancen? Uh, the drama!

“Emily in Paris” er blevet en af Netflix’ største hits og det er også umuligt ikke at forelske sig i det lækre, romantiske liv i Paris. Lily Collins - skuespilleren der helst bruger sin tid i København nu om dage, så måske destinationen for en fremtidig sæson? - har alle dage charmeret som turisten Emily, der omgives af drama.

Se serien, og så tør jeg godt vædde med, at næste års rejsedestination hedder Paris!

Del 1 af “Emily in Paris - Sæson 4” kan streames 15. august på Netflix, mens del 2 får premiere 12. september.

Se også
Skærmtid: Dødslegene vender tilbage i forhistorie til de populære “The Hunger Games”-film

The Talented Mr. Ripley (1999)

Hvis du ikke er helt klar til at give slip på sommerferien og stadigvæk gerne vil ud at rejse, så hedder destinationen i dagens dobbeltanbefaling Italien. Nærmere specifikt den italienske sydkyst, hvor du kan nyde en solrig, luksuriøs tilværelse i sus og dus.

Her kan du nemlig hygge dig med svindleren Tom Ripley, der bedrager alt og alle med dødelige konsekvenser i den klassiske thriller “The Talented Mr. Ripley”.

Her er der lækre mennesker i 1990'ernes Matt Damon i titelrollen samt Jude Law og Gwyneth Paltrow. Skænk en drink, find hørbukserne frem og kom med på en drabelig ferie.

“The Talented Mr. Ripley” kan streames på Netflix.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste