Skærmtid: Nazisterne får tæsk i actionbraget “The Ministry of Ungentlemanly Warfare”
Det kan godt være vejret i Danmark er totalt utilregneligt, og dermed umuligt at forudse. Det er lysten til en gedigen sommerblockbuster dog ikke. Det hører simpelthen enhver god sommer til, hvis solens stråler, skal kunne mærkes bare lidt fra skærmens varme.
Lige nu kan du gå i biografen og se “Twisters”, eller superheltefilmen “Deadpool & Wolverine”. Bevares, det er nogle underholdende popcornsgnaskere, men hvor er filmen du kan opleve direkte hjemme fra sofaen med alle de mikrobølgepopcorn hjertet begærer?
Opskriften til en sommerblockbuster er meget let: Den skal være simpel. Altså, en handling der kan beskrives på en serviet. Det kunne fx være tornadoer, der smadrer byen. Der skal være kendte ansigter. Tom Cruise der laver vilde stunts, eller noget. Og der skal være fart over feltet.
Så krydser jeg fingre for, at jeg nu har fundet årets sommerbrag.
The Ministry of Ungentlemanly Warfare
Hvis der er én mand i Hollywood, der er lige så uforudsigelig som den danske sommer, så skulle det være briten Guy Ritchie. Filminstruktøren, der har været gift med Madonna, og har lavet gakket kultfilm som “Snatch” og “Lock, Stock and Two Smoking Barrels”, til nyere, mere seriøse film, som “Wrath of Man” med Jason Statham og “The Gentlemen”, der også er er blevet til en serie.
Guy Richie er blevet yderst produktiv de seneste år og på blot to år er han nu klar med sin tredje film. Du har måske allerede set “The Covenant” med selveste Jake Gyllenhaal og vores egen Dar Salim(!).
Den seneste film, og hvad der forhåbentlig kunne blive årets sommerhit hjemme i stuerne, hedder “The Ministry of Ungentlemanly Warfare”. Bare rolig, jeg lover filmen er mere tilgængelig end den snørklede titel.
Det er nemlig et yderst simpelt set-up. I bund og grund handler “The Ministry of Ungentlemanly Warfare” om nazister, der skal have en masse tæsk. Under 2. verdenskrig sender Churchill en hemmelig specialstyrke afsted, som skal få nazisterne ned med nakken.
Gruppen bliver ført an af selveste Superman, skuespilleren Henry Cavill, og så er der en lang række kendte ansigter, der spiller den lødige gruppe, som hver især har deres ekspertise. Er det simpelt? Ja. Er det knaldgod underholdning? Ja! Så læn dig tilbage, find dine snacks frem og nyd sommeren - indendørs, selvfølgelig!
“The Ministry of Ungentlemanly Warfare” kan streames på Prime Video.
Inglourious Basterds (2009)
Hvis du syntes “The Ministry of Ungentlemanly Warfare” lød lidt bekendt med sin historie om at tæske grimme nazister, så er du ikke alene. Vi kommer nemlig ikke udenom, at dagens dobbeltanbefaling ligger lige til højrebenet.
Det er umuligt ikke at tænke på Quentin Tarantinos fantastiske “Inglorious Basterds” (eller Indiana Jones!), når det gælder at smadre nazister på farverig vis.
I Tarantinos muntre film fra 2009 omskriver filmmageren historien, og spørger hvad der ville ske, hvis en gruppe amerikanske soldater på egen hånd stoppede Hitlers planer. Brad Pitt, der skal snakke italiensk, er uforglemmelig og så er Hans Lauda - en skiderik af en naziofficer - fuldstændig tryllebindende med sin djævelske ondskab.
Det hele er selvfølgelig alt hvad man kunne forvente af en Quentin Tarantino-film med masser af (underholdende) vold!
“Inglourious Basterds” kan streames på Prime Video.