Regatta-program er klar: Her er, hvad du kan glæde dig til
Masser af skibe, aktiviteter og musik. Det er essensen af Aalborg Regatta.
Nu er Aalborg Kommune så klar med årets program til årets udgave, der foregår fra 21. til 25. august.
Årets udgave af Aalborg Regatta omfatter det hidtil største antal deltagende skibe, skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Blandt skibene er flådeskibet Absalon, polske Dar Mlodziezy og norske Christian Radich. Under Aalborg Regatta er der løbende Åbent Skib, hvor publikum bliver budt ombord og kan se skibene helt tæt på.
Aktiviteter for børnene
Børnene har deres helt eget område under Aalborg Regatta. Jomfru Ane Parken og Aktivitetspladsen er dedikeret til sjove, lærerige og maritime aktiviteter for de mindste.
De første dage af Aalborg Regatta står også i børnenes tegn. Onsdag, torsdag og fredag får ni folkeskoleklasser undervisning med Limfjorden som tema og en sejltur med Brita Leth takket være et samarbejde med Aalborg Kommunes skoletjeneste.
Fredag er der børnedag. Her oplever 18 folkeskoleklasser en formiddag, hvor saltvand, leg og læring går hånd i hånd. Alle børnene skal blandt andet ombord på flådeskibet Absalon.
Masser af koncerter
Fredag er det Saveus og fremadstormende Zar Paulo, der skal stå for den musikalske underholdning, mens Tim Christensen er lørdagens hovednavn. I tillæg til disse hovednavne vil Lasse Skriver sørge for at varme publikum op lørdag, mens Dør I dine Arme, Katrine Schmidt og Åh Buster, lokale navne på vej frem, også indtager scenen. Endelig viser Aalborg Kulturskole, hvad deres elever kan, søndag den 25. august.
- Jeg synes, vi har et flot program, hvor vi både præsterer i højden og i bredden, fortæller borgmester Lasse Frimand Jensen. - Vi har nogle virkelig flotte og spændende skibe, som store og små vil få en oplevelse ud af at besøge. Det er suppleret af både en række populære og lokale kunstnere, vi ikke tidligere har præsenteret til Aalborg Regatta. Endelig fylder Streetfood hele Utzon Parken i år, så der bliver virkelig noget at komme efter, siger Lasse Frimand Jensen i pressemeddelelsen.
Penge fra fond
Samtidig med offentliggørelsen af programmet har Aalborg Events, arrangører af Aalborg Regatta, modtaget en flot donation på 250.000 kr. fra Salling Fondene til den maritime festival samt til UCI Gran Fondo World Championship og World Firefighters Games 2024. Alle arrangementer der sætter gang i Aalborg i august og september.
Det er ottende gang, Aalborg Regatta, bringer liv og glade dage til Aalborg Havnefront. Der var 80.000 gæster til Aalborg Regatta i 2023. Arrangørerne forventer mindst et tilsvarende antal gæster i 2024.