Madfestival skydes i gang med unik oplevelse i Aalborgtårnet
Igen i år løber Nordjysk Madfestival af stablen fra den 22. august, og festivalen er fyldt med events, der sætter Aalborg på det gastronomiske landkort og slår et slag for de lokale restaurationsbranche.
Som en del af startskuddet indtager festivalen i år Aalborg Tårnet, og i tårnets have vil der være hoppeborg, hygge og madsalg for alle.
Det skriver Nordjysk Madfestival i en pressemeddelelse.
- Der sker jo rigtig mange spændende ting i byen, og det er fedt. Det gør, at vi hele tiden skal være innovative og tænke en smule skørt for at sætte spot på madfestivalen, fortæller Sarah Kruse, arrangør af Nordjysk Madfestival.
Byens vartegn vil i weekenden byde på en overraskelse, som aalborgenserne skal holde øje med.
- Vi håber igen at kunne sætte Aalborg på det gastronomiske landkort og slå et slag for vores lokale restaurationsbranche. Vi har selvfølgelig en lille ting i ærmet, som kan nydes af hele byen. Vi anbefaler derfor, at man efter solnedgang i weekenden kigger op på Aalborg Tårnet, siger Sarah Kruse.
I halvandet døgn forvandler Nordjysk Madfestival Aalborg Tårnet med indvendig udsmykning af Susanne Lübeck fra Lübechliving og Martin Lund Nielsen fra Loumar Lys, Lyd og El.
- Aalborg Tårnet er et fantastisk rum. Der er ingen andre steder i byen, hvor du kan komme i samme højde og opleve en så spektakulær udsigt. Det har kun været fantasien, der sætter grænser for, hvor fede oplevelser vi kan lave deroppe, fortsætter Sarah Kruse.
Tårnet danner også ramme for den udsolgte Madskattejagt i børnehøjde og fejring af Aalborgs gastronomi sammen med byens influencers, gastronomiske ambassadører og restauratører.
Med Aalborg Tårnets nye forpagter og leder har stedet fået nye og større visioner, og de er glade for samarbejdet med Nordjysk Madfestival.
- Vi er i gang med at udvikle tårnet til at kunne være mere end det har været hidtil. Vi vil gerne invitere byens aktører ind og bruge tårnet som en venue, og vi vil gerne skabe indhold i tårnet, som kan bidrage til byens event- og kulturliv, fortæller Christoffer Loft, leder af Aalborg Tårnet.