Kom til Bio Lounge på Gabels Torv: Ugens film er...
Tak for sidst, Aalborg! Vi havde nemlig en vildt hyggelig aften i onsdags, hvor sensommerens første Bio Lounge på Gabels Torv løb af stablen med film på kæmpeskærmen, boheme-vibes og saltede popcorn under åben himmel.
Nåede du ikke med, så bare rolig - denne onsdag gør vi heldigvis det hele igen på onsdag d. 21. august. Denne uges film er 90'er klassikeren Men In Black, og vi trykker play, når solen går ned cirka kl. 21.30.
I filmen spiller Will Smith og Tommy Lee Jones det umage agent-makkerpar J og K, som arbejder for tophemmelig organisation, der overvåger aliens på Jorden. De to sortklædte mænd havner midt i et livsfarligt plot, der er udtænkt af en intergalaktisk terrorist, som er ankommet til Jorden for at snigmyrde to ambassadører fra modstødende galakser. Nu skal J og K redde verden, og det er alt andet end kedeligt.
Lækker mad og filmnørderi
Inden alien-invasionen byder vi dig varmt velkommen indenfor i loungen på Gabels Torv med god musik og sprøde popcorn. Her kan du også både spise, drikke og snacke fra Friis Streetfood, der holder længe åbent i dagens anledning, samt lade dig underholde af vores konferencier og faste filmekspert Mikkel Abel.
I dagens anledning giver han os nemlig et nostalgisk tilbageblik på 90'erne, som var simplere tider og har gjort et overordenligt comeback. Kom derfor i god tid, find en blød plads og hyg med!
Bio Lounge er et samarbejde mellem Aalborg.nu, Ligeher.nu, Friis Shoppingcenter og Friis Streetfood, som viser film på Gabels Torv med hjælp fra Biffen Nordkraft.