De lever dansedrømmen

AALBORG: - Har du nogen hårnåle, jeg må låne?

Der er fuld koncentration foran de to spejle i den lille bitte garderobe i kælderen under Europahallen.

Mens der bliver trukket make-upstreger og sat hår fyger spørgsmålene gennem luften. Er det nødvendigt at klippe de kunstige øjenvipper lidt til, og er der nogen, der har renseservietter med.

De fire unge kvinder griner og pjatter, mens de arbejder.

- Vi er altid lidt spændte her lige før, det går løs, men efter et par gange, så bliver det rutine, forklarer Christine Kragmann, mens hun med øjnene fast hæftet på spejlet kæmper med at få et par genstridige hårstrå til at lægge sig helt glat.

Den 21-årige er sammen med sin lillesøster og to dansekolleger fra House of Dance på scenen, når Aalborg Vinterrevy har premiere i Aalborg Kongres & Kultur Center i aften, torsdag.

De fire har danset sammen i en årrække, og det er andet år, at de som hold er med i revyen.

- Jeg elsker det, for her får vi lov at performe - revyen er både dans, skuespil, sang og musik, siger Christine, som har danset, siden hun var to år.

Både skilning og knold skal sidde så ikke et hår stritter på Mie Busk Sørensen.

- Vi er en del af holdet

De fire fortæller i munden på hinanden og sender grin frem og tilbage gennem luften, der er tæt af hårlak. De går ind og ud af rummet for at skifte hverdagstøjet ud med sorte kjoler og netstrømper.

- Mange steder betragter man dansere, som nogen, der fylder huller ud i forestillingen, men sådan er det slet ikke her. Man kan mærke på de andre skuespillere, at vi er vigtige og de betragter os som en del af holdet. Vi har det virkelig sjovt, og der er en god respekt for os alle, fortæller Caroline Kragmann om årets revyhold som foruden de fire dansere også tæller instruktør og skuespiller Rasmus Krogsgaard, Vicki Berlin, Pernille Schrøder og Thomas Mørk.

30-årige Kathrine Lundorff har danset med i revyen tre gange og har i år desuden ansvar for koreografien.

I modsætning til de tre andre lever hun af dansen og er uddannet på musicalskole i London.

- Jeg laver i perioder shows seks dage om ugen, men synes det her er noget særligt. De tre andre kommer med et stort overskud, og vi kender hinanden godt og er gode under pres. Selv om det spidser til, så taler vi pænt til hinanden, sådan er det ikke alle steder, forklarer hun og bytter plads med Mie Busk Sørensen foran spejlet.

Caroline Kragmann har danset siden hun var to - og selv om hun godt kan være spændt op til en premiere, så bliver meget af det hurtigt rutine.

Mens de fortæller, hjælper de hinanden med make-up, tøj og hår.

- Jeg tror lige, du skal prøve sådan her, indskyder Kathrine og tager fat i Mies lyse knold.

De strittende totter får nogle nåle og endnu en gang lak.

- Det hjælper nok også, at vi har en god nordjysk bund. Vi vælter ikke sådan lige, siger Mie gennem tågerne.

- Åhh, det er duften af dansekonkurrence det her, lyder det grinende fra Caroline.

Dansedrøm har en pris

Som de sidder her i fuld gang med transformationen fra deres hverdags-jeg’er til deres sceneroller, er de bevidste om, at mange vil være misundelige over, at de får chancen.

- Det ér fedt at få lov at udleve den her dansedrøm, siger Caroline.

De tre andre falder ind, for de syne, man skal vide, at de mange timer i dansestudier og på halgulve fra en tidlig alder også har en pris.

- Når jeg sammenligner mig med andre på samme alder, så har jeg ikke ret mange veninder, der går langt tilbage. Der er noget socialt i skolen, jeg er gået glip af, fordi jeg har brugt så mange timer på dans, forklarer Mie og bliver afbrudt af Kathrine:

- Jo, det er rigtigt, men så har man jo det sociale på andre måder. Vi har så det sociale i dansen, siger hun.

Skal de sætte deres succes på formel handler det om at være gået tidligt i gang, om at øve, øve og atter øve og om at være villig til at gå på kompromis og ikke være for nærtagende.

Det er kun noget, man skal satse på, hvis man virkelig vil det, bliver de enige om.

- Man kommer til at høre en hel masse om sit udseende. Enten er man for høj eller for lav, for tyk eller for tynd eller har en for stor næse. For at klare sig skal man derfor vide, hvem man er og stole på, at man gør det godt nok, konstaterer Kathrine.

Mie Busk Sørensen (t.v.), Kathrine Lundorff, Christine Kragmann og Caroline Kragmann har arbejdet sammen i mange år og kender hinanden godt så godt, at de ved, hvornår hinanden er stressede og skal have fred.

Hører ikke publikum

Make-up og hår er på plads. De har skiftet tøj og er klar til den første gennemspilning med publikum på.

Hvem der sidder ved de røddækkede borde ved de ikke meget om. Det er sjældent de egentlig bemærker publikum i salen.

- Det er mest, hvis der er nogen, der pifter eller råber ad os. Det sker, fordi folk er til fest og får noget at drikke, men vi er så koncentrerede om at lytte til musikken, at vi ikke hører det, forklarer hun.

De stærke spots gør, at de heller ikke kan se, hvem der er i salen.

- Vi kommer af og til af scenen og spørger hinanden om der var nogen, der bemærkede om folk klappede. Men som regel er der en af os, der har hørt noget, griner Christine og tilføjer, at de generelt har oplevelsen af, at folk er positive og kan lide hvad de ser.

- Jeg tænker dog tit, at vi egentlig er ret anonyme. Når vi tager make-uppen af og går på gaden kan ingen kende os, konstaterer Kathrine og tilføjer, at det har hun det egentlig fint med.

Tilføjelsen får Caroline til at se eftertænk som ud.

- Det er egentlig noget mærkeligt noget. Nu står jeg her i aften med høje hæle og fuld make-up på. I morgen tidlig sidder jeg i gymnasiet. Det kan af og til være svært at sætte sig ind i, hvordan det er, siger hun.

Transformationen fra deres hverdags-jeg’er til deres danse-jeg’er tager tid. Intet skal sidde forkert.