Billede beskrivelse

Uundværlig klub med flere end 20 frivillige modtager stor donation

22. januar 2026 kl. 17.00

V.HASSING: Den lokale borgerforening i Vester Hassing har modtaget 46.351 kroner fra Sparekassen Danmark Fonden Ulsted. 

Pengene skal blandt andet bruges til indkøb af redskaber til den såkaldte torsdagsklub – en gruppe herrer, som uge efter uge yder en betydelig indsats for byen.

Torsdagsklubben tæller mere end 20 frivillige, der mødes én gang om ugen for at løse både små og store opgaver. 

Arbejdet omfatter blandt andet vedligeholdelse og pleje af fællesarealer og grønne områder, hvilket er med til at sikre et pænt og indbydende bymiljø.

Ifølge formand for Vester Hassing Borgerforening, Kent Laursen, er klubbens arbejde helt afgørende. 

- Torsdagsklubben er uundværlig. De mødes fast hver uge og gør en stor forskel for hele byen. Derfor er vi også meget glade for, at fonden vil give en økonomisk håndsrækning, siger formanden.

Bestyrelsesmedlem i fonden, Christian Thurah Nielsen understreger, at støtten ligger i tråd med fondens formål: 

- For os handler det om at støtte gode, lokale og almene tiltag. Det her er et rigtig godt eksempel. Vi uddeler årligt omkring to millioner kroner i vores område, beretter han.

Overrækkelsen af donationen fandt sted mandag ved en mindre sammenkomst ved borgerforeningens lokaler på Springvandspladsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste