Gratis musikfestival med stærkt hovednavn indtager Aalborg
AALBORG: I denne weekend forvandles Nordkraft til et musikalsk kraftcenter, når Ungdomsringens Musikfestival for 44. gang løber af stablen.
I år samler festivalen intet mindre end 140 bands fra hele landet, som i løbet af weekenden indtager seks forskellige scener i kulturhuset.
Det oplyser Ungdomsringen i en pressemeddelelse.
Samtidig kan festivalen afsløre, at der lørdag aften kommer et stærkt hovednavn på besøg og giver koncert – nemlig URO.
– Det er enormt spændende at få sådan et scoop som URO ind på festivalen, udtaler talskvinde for festivalen, Pia Villadsen.
Stor mulighed for nye kunstnere
Musikfestivalen er arrangeret af Ungdomsringen og er en platform for unge, ukendte musikere og bands, som får mulighed for at optræde på en professionel scene.
– Jeg glæder mig altid til at mærke den helt særlige stemning i Nordkraft. Både blandt publikum, men også blandt dem, der står på scenen – nogle for allerførste gang, udtaler Pia Villadsen.
Som noget nyt indledte festivalen sidste år et samarbejde med Nibe Festival, som åbnede op for en plads i festivalprogrammet. Denne mulighed er der også i år.
På festivalen vil der være talentspejdere til stede, som holder øje med, om et af de optrædende bands har det, der skal til for at sikre sig en plads på plakaten til Nibe Festival senere på året.
– Jeg holder meget øje med, om ”kollektivet” på scenen fungerer og holder niveau, siger talsmand fra Nibe Festival, Peter Møller Madsen.
– Og ikke mindst om de vil publikum og kommer ud over scenekanten, fortsætter Peter Møller Madsen.
Praktisk information
Ungdomsringens Musikfestival i Aalborg åbner dørene fredag den 16. januar klokken 19.00 og fortsætter hele lørdag.
Der er gratis adgang for publikum til alle koncerter. URO spiller på Skråen lørdag den 17. januar kl. 19.00.
Koncerterne er gratis, og arrangementet er alkoholfrit.