Torben udvider fra et til to crossfit-centre: - Det er med en vis æresfrygt
AALBORG: "2026 bliver det vildeste år".
Sådan indleder Torben Keller et opslag på LinkedIn.
Årsagen er, at han fra årsskiftet er blevet ejer af ikke bare ét, men nu to crossfit-centre.
Hidtil har han stået bag CrossFit North 579, der har hjemme på Hjulmagervej.
Fra 1. januar er han dog også indehaver af CrossFit Aalborg, som Martin Jensen tidligere har ejet.
Det betyder, at de to crossfit-centre i fremtiden er samlet under én ledelse.
"Der skal ikke herske tvivl om at det er med en vis æresfrygt at jeg går til opgaven, men også en klar mission om at indfri det kæmpe potentiale jeg ser i det fantastiske personale og de fællesskaber som er begge steder," skriver Torben Keller i sit opslag.
For eksisterende medlemmer bliver der ikke ændret på vilkårene med den nye sammenlægning, oplyser parterne.
Til sammen har CrossFit North 579 og CrossFit Aalborg 1200 medlemmer.
Sidstnævnte crossfit-center holder til på Gasværksvej.