Seneste nyt
Billede beskrivelse

Tømrermester fejrer generationsskifte og jubilæum på én og samme dag

13. maj 2026 kl. 08.01

NØRRESUNDBY: 50 år i byggebranchen - men samtidig også klargøring til et generationsskifte. 

Sådan forholder det sig i Nørresundby-virksomheden Tømrermester Ole Bæk Pedersen, der onsdag 13. maj fejrer både jubilæum - og et forestående skifte i toppen af organisationen.

Det skriver tømrerfirmaet i en pressemeddelelse. 

Virksomheden blev stiftet af Ole Bæk Pedersen i Ravnstrup ved Hjallerup, men rykkede i 2010 til Gl. Høvej i Nørresundby.

Siden er der kommet flere kræfter til i ejerkredsen - blandt andet Henrik Christiansen der indtrådte som medejer i 2010 efter 25 års ansættelse. 

Senere kom også Morten Larsen, Birger Thomsen og Jakob Würtz til - og det er nu, blandt disse fire personer, at det forestående generationsskifte finder sted. 

Direktørskifte

Henrik Christiansen træder nemlig tilbage som direktør og går på pension efter næsten 40 år i Tømrermester Ole Bæk Pedersen ApS - og i stedet overlader han tøjlerne til Morten Larsen og Jakob Würtz. 

- Det har været en spændende rejse gennem mange år. Der har været både gode tider og perioder med store udfordringer, men det har altid været værd at kæmpe for. Nu er tiden kommet til at give stafetten videre. 

- Der er kommet mange nye krav og forventninger til branchen, og det er ikke blevet nemmere at drive virksomhed. Men jeg har fuld tillid til, at Jakob og Morten vil løfte opgaven og føre virksomheden godt videre, siger Henrik Christiansen. 

Morten Larsen og Jakob Würtz supplerer i fællesskab: 

- Vi overtager en virksomhed med et stærkt fundament og en god kultur. Vores opgave bliver at føre det videre og samtidig udvikle virksomheden i takt med en branche i forandring. 

- Byggebranchen udvikler sig hurtigt, og der er i dag et stort fokus på bæredygtighed og nye krav. Vi ser positivt på fremtiden - også selv om verden omkring os kan være usikker - og vi vil arbejde for, at virksomheden står stærkt mange år frem.

Nørresundby-firmaet beskæftiger i dag 45 medarbejdere. 

Både jubilæum og generationsskifte markeres ved en reception for samarbejdspartnere og leverandører på Gl. Høvej 29 i Nørresundby. 

Det foregår onsdag 13. maj kl. 13-16 på adressen. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste