Seneste nyt
Billede beskrivelse

Tine inviterer ind i Hjerterummet

08. juli 2026 kl. 06.00

AALBORG: Der blev handlet, drukket kaffe og hygget, da Den Sociale Café Hjerterummet på Jyllandsgade 24 lørdag for første gang inviterede til loppemarked. Arrangementet nød fin opbakning på en dag, hvor der blev fristet med mange fine varer, og hvor dørene til Hjerterummet stod på vid gab.

- Det har været et rigtig godt arrangement, siger daglig leder Tine Tjell.

Billede beskrivelse

- Vi har haft besøgende, som kender huset i forvejen, og gæster, der har været nysgerrige efter at se, hvad Hjerterummet er for et sted. Idéen har netop været at vise os frem for omverdenen. Vi flyttede hertil for tre år siden og ligger midt i et boligområde. Men mange ved ikke rigtigt, hvad der foregår herinde, så vi har ønsket at åbne dørene for vores naboer, forklarer Tine Tjell.

Hun fortæller videre, at Den Sociale Café Hjerterummet er et af Blå Kors' væresteder for mennesker i udsatte livssituationer.

Dagligt besøges stedet af mellem 60 og 120 gæster, der kommer for at få et varmt måltid mad, rent tøj, rådgivning eller blot nogle timer i et trygt fællesskab.

Behov for flere frivillige

- Noget af det vigtigste, vi tilbyder, er nærvær. Det handler om at være til stede for mennesker, der lever på kanten, lyder det fra Tine.

Billede beskrivelse

Hun oplyser, at Hjerterummet drives af tre deltidsansatte, ligesom cirka 20 frivillige hjælper til. De bidrager med alt fra servering og oprydning til daglig omgang med gæsterne.

- Vores frivillige er helt afgørende, konstaterer den daglige leder, som i øvrigt efterlyser flere hænder.

- Lige nu er vi en smule underbemandet, så vi kan sagtens bruge flere frivillige. Man behøver ikke have særlige kvalifikationer. Det vigtigste er, at man har lyst til at møde sine medmennesker med respekt og omsorg.

Et fristed i hverdagen

Tidligere Hus Forbi-sælger Klaus Nielsen er blandt de faste brugere af Hjerterummet. Han beskriver huset som et fristed.

- Man bliver mødt ordentligt, og der er altid nogen at snakke med. Det betyder meget, hvad enten man er sulten eller bare har brug for hvile, beretter Klaus, der drømmer om at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Billede beskrivelse

- Jeg vil gerne have noget at fylde dagen med. Jeg er åben for det meste, men indtil da betyder Hjerterummet meget for mig i hverdagen.

Loppemarkedet blev arrangeret i samarbejde med Godsbanearealet og Center for Sociale Indsatser. Håbet er, at det kan blive en tilbagevendende begivenhed.

Hjerterummet holder åbent mandag til torsdag fra 17 til 21 samt fredag og søndag fra 16 til 20.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste