Billede beskrivelse

Spaden kom i jorden på Skipper Clement Skolen

10. januar 2026 kl. 10.08

AALBORG: Fredag blev første spadestik taget til den nye tilbygning på Skipper Clement Skolen. 

Projektet markerer begyndelsen på en ny og ambitiøs fase for både skolen og det internationale skoletilbud i Nordjylland. Med byggeriet fordobler Skipper Clement Skolen sin internationale kapacitet og skaber plads til flere elever og familier, der vælger Aalborg som base.

Projektet er resultatet af flere års målrettet arbejde, hvor skolen i tæt samarbejde med en række aktører har arbejdet for at sikre den internationale skolekapacitet, der er brug for. Underskrivelsen af totalentreprisekontrakten gjorde planerne officielle, og med dagens spadestik bliver visionen nu til virkelighed.

Starten på byggeriet blev markeret med taler fra bestyrelsesformand Marit Lund Agerbæk, skoleleder Peter Würtz, borgmester Lasse Frimand Jensen (S) og CEO Kristian Gjerløv-Juel fra Centrica Energy. Herefter blev det første spadestik taget i fællesskab med elevrådsformanden og projektets samarbejdspartnere.

Ideal-arkitekter har været bygherrerådgiver og har stået for det overordnede design og udbudsmateriale, mens Magnus Thomsens Efterfølgere opfører byggeriet. Den nye tilbygning kommer blandt andet til at rumme en multihal, faglokaler og skolekøkken samt moderne og inspirerende læringsmiljøer for de internationale elever.

Projektet er gjort økonomisk muligt med støtte fra Centrica Energy, Sparekassen Danmark Fondene, Liftra, Spar Nord Fonden og Aalborg Kommune.

Med de nye faciliteter kan Skipper Clement Skole udvide sin kapacitet fra 260 elever til 510. Byggeriet er budgetteret til 50 mio. kr. og byggeriet forventes indviet i april 2027.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste