Billede beskrivelse

Smedekroen får nye ejere: Men de er hemmelige lidt endnu

06. marts 2025 kl. 13.06

I krydset mellem Niels Ebbesens Gade og Danmarksgade i det centrale Aalborg finder man ét af byens ældste værtshuse - Smedekroen. 

Siden 1946 har der summet med liv og været øl i glassene på det brune værtshus. 

Det har Erik Hald og Diana Andersen på det seneste drevet sammen i fællesskab - men snart er det slut. 

I et opslag på Smedekroens Facebook-side skriver de således, at de har solgt værtshuset til "nye gode hænder" med virkning fra 1. april, "da vi ikke er 20 år længere", lyder det i opslaget. 

Erik og Diana slår dog i opslaget fast, at der ikke vil forekomme markante ændringer hos Smedekroen, "da det ønskes, at kroen vil blive kørt videre i samme gode og kærlige ånd". 

Diana fortsætter imidlertid også i baren lidt endnu, men vil på sigt trappe ned i tid. 

Hvem de nye ejere er, holder Smedekroen foreløbigt hemmeligt - men afslutningsvis understreger de nuværende ejere af stedet, at man vil opdatere på Facebook-siden, når der er nyt. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste