Saksen kom i brug på Nibe Festivals andendag
NIBE: Nibe Festival havde en flyvende start.
Solen skinnede på festivalens første dag, onsdag, og der blev kun uddelt ét advarselsarmbånd. Fire armbånd blev klippet, og festivalpladsen havde kun besøg af én ambulance.
Men torsdag kom saksen oftere i brug.
- Der blev klippet 29 armbånd i går - de 15 af dem blev lavet om til advarselsarmbånd, fortalte talsperson Peter Møller Madsen til dagens pressemøde.
Ifølge Peter Møller Madsen ligger tallene dog helt inden for normalen.
- Det er det, man kalder mere eller mindre normal adfærd blandt publikum. Den ændrer sig, når vejret bliver dårligt, det er bare en konstatering. Så forsvinder der noget harmoni, og så må vi have gang i saksen.
- Til gengæld er der ingen nævneværdig personskader. Det har kunnet klares med plastre og et par ambulancebesøg.