Rejsegilde markerer ny begyndelse for skolens yngste elever
AALBORG: Mandag den 19. januar kl. 12 afholdes rejsegilde på byggepladsen ved Sofiendalskolen som fejring af, at råhuset til skolens nye indskolingsbygning nu står færdigt.
Arrangementet byder på taler og den klassiske pølsevogn og samler både samarbejdspartnere, medarbejdere og øvrige inviterede til markering af en vigtig milepæl i skolens udvikling.
Den kommende bygning bliver et centralt element i arbejdet med at skabe moderne, inspirerende læringsmiljøer for de yngste elever. I samme forbindelse planlægges også en renovering af skolens eksisterende rammer.
Skoleleder René Arnold Knudsen udtaler:
- Den nye indskolingsbygning er et vigtigt step i arbejdet med at skabe moderne og inspirerende læringsmiljøer for vores yngste elever.
- Det glæder os at markere denne milepæl sammen med alle, der bidrager til projektets realisering. I forbindelse med projektet skal skolens eksisterede læringsmiljøet også renoveres.
Den nye bygning bliver i to etager og rummer 2.872 m².
Fakta om byggeriet:
Opføres som svanemærket byggeri med lavt klimaftryk, strenge kemikaliekrav og lavt energiforbrug.
Facaderne opføres i varmebehandlet træ, som kræver minimal vedligeholdelse og har lang holdbarhed.
Vinduer indrammes af naturanodiseret aluminium, som videreføres i forbindelsesgange mellem nybyg og eksisterende skolebygninger.
Dispositionsforslaget beskriver arkitekturen således:
- Bygningskroppen forskyder sig både lodret og vandret og skaber lækroge og mindre uderum, hvor inde og ude flyder sammen og danner nye rum for undervisning og ophold.
- Ved tilbygningens sydvestlige hjørne er facaderne på 1. sal trukket tilbage til fordel for etablering af en tagterrasse til undervisning, leg og ophold. Tagterrassen forbindes med terræn og livet i skolegården via en stor siddetrappe.
Adgang:
Byggepladsen tilgås fra Lange Müllers Vej. Pressen er velkommen til at dække arrangementet.
Projektpartnere:
Hovedentreprenør: NCC Danmark A/S
Totalrådgiver: Norconsult Danmark A/S