Piruetter og flyveparader gav DM-guld
AALBORG: EH Aalborgs U19-piger har vundet de danske mesterskaber i Beach Handball.
Med knivskarpe 360-graders piruetter, elegante vip og forsvarsspillere, der målrettet kastede sig i sandet med flyveparader, sikrede Elitehåndbold Aalborgs U19-piger sig en overbevisende sejr i finalen mod Viborg HK.
Finalen blev spillet lørdag 13. juni ved de danske mesterskaber for ungdom i Dalum.
Det skriver EH Aalborg Ungdom i en pressemeddelelse.
EH Aalborg Ungdoms spillere dyrker normalt håndbold indendørs i hallerne. I maj rykkede de dog udendørs for at træne strandhåndbold, som spilles på sandbane.
EH Aalborg Ungdoms U17- og U19-piger har flere gange tidligere kvalificeret sig til DM og har også tidligere hentet medaljer hjem.
I 2025 blev det til dobbelt sølv, og i år sikrede U17-holdet sig bronzemedaljer, mens U19-pigerne gik hele vejen og vandt guld. Dermed kan holdet nu kalde sig danske mestre i Beach Handball.
- Beach Handball er, ud over at være sjovt, også god fysisk træning, og udfordringerne i sandet er taktisk lærerige. Samtidig er det en rigtig god måde at ryste pigerne sammen på, fortæller talentchef for EH Aalborg Ungdom, Søren Haslev Mortensen.
Åbne træninger
I løbet af maj afholdt EH Aalborg Ungdom åben træning for de to ungdomshold, hvor dygtige håndboldspillere fra samarbejdsklubber i hele Nordjylland kunne deltage og vise deres niveau.
Herefter sammensatte trænerne de to hold, som i den kommende sæson skal spille i de bedste rækker for deres årgange.
- Vi glæder os over, at spillerne allerede nu har vist, at de virkelig vil noget – sammen, siger talentchefen.
Han og cheftrænerne Jamie Dahl Jensen og Jonas Holm Ingvorsen udtrykker stor tilfredshed med pigernes indsats i sandet.
Holdene går nu på en velfortjent sommerferie og ser frem til en ny og spændende sæson med Nordjyllands talentfulde spillere.