Nyt makkerskab mellem nordjyske dyreparker: Nu bytter de gæster
VODSKOV/AALBORG: To forskellige dyreoplevelser bliver knyttet tættere sammen i et samarbejde mellem Nymarksminde og Aalborg Zoo.
Her får årskortholdere fra de to dyreparker mulighed for at besøge hinandens attraktioner.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nymarksminde.
Samarbejdet har allerede betydet, at årskortholdere fra Aalborg Zoo 30. maj kunne besøge Nymarksminde, og 13. september bliver rollerne byttet om, når Nymarksmindes årskortholdere får mulighed for en dag i Aalborg Zoo.
De to attraktioner byder på forskellige oplevelser. Mens Aalborg Zoo har eksotiske dyr, har Nymarksminde fokus på blandt andet naturundervisning og tæt kontakt med danske bondegårdsdyr.
Ser forskellene som en styrke
Hos Nymarksminde ser indehaver Ole Risager netop forskellene mellem de to dyreparker som en fordel ved samarbejdet.
- Vi er utrolig taknemmelige for det gode samarbejde med Aalborg Zoo. Det giver en fantastisk merværdi til vores årskortholdere, at de får adgang til to helt forskellige verdener, siger Ole Risager og fortsætter:
- Når den ene har noget at byde på, som den anden ikke har, supplerer vi hinanden perfekt i stedet for at konkurrere.
Næste del af samarbejdet finder sted 13. september, hvor Nymarksmindes årskortholdere inviteres til en dag i Aalborg Zoo.