Nyt gavlmaleri: Verdenskendt kunstner svinger penslen i Nørresundby
Endnu en gavl i Aalborg-området får nyt liv – og denne gang er det Nordjyske Banks facade på Torvet i Nørresundby, der bliver forvandlet til kunst.
Bag penslen står den verdenskendte kunstner Telmo Pieper fra Holland, som netop nu er i gang med at lægge sidste hånd på det store vægmaleri.
Måske kender du allerede hans stil. Telmo har nemlig tidligere sat sit præg på flere gavle i området.
Det hele sker i samarbejde med Kirk Gallery, som nu for 12. sæson i træk åbner op for posen med kreative projekter i Aalborg og omegn.
Arme og sammenhold
Maleriet forestiller et tæt sammenslynget virvar af arme og kroppe – som om en flok mennesker holder godt fast i hinanden.
Men præcis hvad det skal betyde, er helt op til øjnene, der ser, forklarer Telmo til LigeHer.nu Aalborg.
– Jeg kan godt lide at male close-ups, hvor man kun ser en del af noget større. Så bliver der plads til, at folk selv kan lægge deres egen historie ind i det, siger Telmo og fortsætter:
– Det er en slags sammenfiltring af mennesker. Det kan være et symbol på at arbejde sammen, være stærke sammen eller kunsten at være sammen, siger han.
Telmo forklarer også, at værket endnu ikke har fået et navn – og det helt bevidst.
– Jeg navngiver altid først, når maleriet er færdigt. For idéen kan sagtens nå at ændre sig undervejs – især når man snakker med folk i området. Det kan give nye vinkler, fortæller han.
Kig forbi og se det med egne øjne
Er du nysgerrig på det nyeste skud på stammen i Aalborg-områdets gavl-galleri?
Så læg vejen forbi Torvet 4 i Nørresundby. Telmo Pieper lægger sidste hånd på værket i løbet af weekenden – og inden ugen er omme står det nye gavlmaleri helt færdigt og klar til at pynte bybilledet.