Ny frontfigur er helt særlig for Aalborg Zoo: - Et meget ikonisk dyr hos os
Da de to hunelefanter måtte aflives i Aalborg Zoo sidste år, betød det samtidig, at den zoologiske skulle have et nyt dyr som kendetegn.
Og det har Aalborg Zoo nu lagt sig fast på, skriver TV2 Nord.
Valget har ifølge mediet stået mellem blandt andre den røde panda, lemuren og orangutangen.
Det endte med, at det enten skulle være først- og sidstnævnte, fortæller Aalborg Zoo-direktør, Henrik Vesterskov Johansen.
- Det endte med orangutangen, som vi jo er de eneste i Danmark, der har. Og så vil vi jo gerne vise de meget flotte fasciliteter frem, som vi jo har fået til dem, siger han til TV2 Nord og tilføjer, at orangutangen "er et meget ikonisk dyr hos os".
Nu pågår så et arbejde med at få udskiftet Aalborg Zoos skilt på Nordjyske Motorvej, hvor det hidtil har været en elefant, der kendetegnede Aalborg Zoo.
Fremadrettet bliver det altså en orangutang.