Billede beskrivelse

Ny folkeskole slår dørene op – en historisk begivenhed

02. august 2025 kl. 11.00

Madpakker, nye skoletasker og friskspidsede blyanter – sommerferien går på hæld, og et nyt skoleår står for døren.

Og for skoleelever i Nørresundby venter noget helt særligt.

De kan nemlig se frem til at tage hul på skoleåret i en spritny folkeskole midt i bydelen Stigsborg.

Det er ikke bare en ny skole i Nørresundby – det er den første nybyggede folkeskole i hele Aalborg Kommune siden 1970’erne.

En historisk skole

Fredag den 1. august modtog Aalborg Kommune officielt nøglerne til Huset Stigsborg – en helt ny skole- og daginstitutionsbygning i hjertet af Nørresundby.

Byggeriet huser en folkeskole med kapacitet til op mod 1.000 elever samt en daginstitution med både vuggestue og børnehave med plads til i alt 160 børn. Dermed samles bydelens børneliv under ét tag.

Ifølge borgmester Lasse Frimand Jensen markerer overdragelsen en vigtig begivenhed i kommunens historie:

– Det her er en historisk dag for Aalborg Kommune. Ikke bare fordi vi de kommende uger åbner en ny skole og en ny daginstitution, men fordi vi med Huset Stigsborg skaber en ny måde at være by og fællesskab på, som forhåbentlig kan give inspiration til landets øvrige kommuner.

Mere end en skole

Huset Stigsborg er langt mere end blot skole og daginstitution. Det er også et bydelshus, der åbner sig for lokalområdet efter skoletid. Her bliver der plads til foreningsliv, fællesskab og aktiviteter for alle aldre.

Faciliteterne tæller blandt andet folkekøkken, værksteder, bevægelsessale og mødelokaler – alt sammen med det formål at holde huset i gang hele dagen og ugen igennem.

De første børn begynder i daginstitutionen mandag den 4. august, mens skolens elever har første skoledag den 11. august. Den officielle indvielse af Huset Stigsborg finder sted den 16. august.

Det oplyser Stigsborg P/S og Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste