Ny daginstitution under opførelse i Universitetskvarteret
Efter vedtagelsen af lokalplanen ved anden og sidste behandling i byrådet den 27. november 2023 er det gået stærkt for opførelsen af den nye daginstitution på hjørnet ved Einsteins Boulevard og Alfred Nobels Vej startede i foråret sidste år og det forventes, at den er klar til ibrugtagning omkring sommerferien i år.
Da der er en kraftig befolkningstilvækst i området lige syd for Gigantium, er der i det kommunale budget afsat penge til at opføre nye daginstitutioner i området og den aktuelle bliver en af de større med plads til 100 børnehavebørn samt 50 børn i vuggestue.
Byggeriet, der er designet på baggrund af DGNB-systemets kriterier i forhold til blandt andet indeklima, økonomi og miljø, er opført af træ og lette materialer i øvrigt med et grønt tag og masser af ovenlys samt store vinduer for at give så meget dagslys indvendigt som muligt.
Bygningen er på omkring 1465 kvadratmeter og der er generelt ved indretningen sat fokus på tryghed, sikkerhed og tilgængelighed. Således er vuggestuen, administrationen og køkkenet placeret tættest på indgangen mod syd, mens alle børnehavebørn er placeret i den nordlige ende af bygningen med udgang til en naturlegeplads samt en flot udsigt.
Derudover er bygningen placeret på en sådan måde, at de lange facader er placeret mod øst og vest, mens de noget mindre gavle vender mod nord og syd.
Ved ankomsten til den nye daginstitution er de bløde trafikanter adskilt fra biltrafikken, så cyklende og gående ikke skal krydse parkeringspladsen. Der er desuden et stoppested for bybuslinje 12 lige i nærheden og endelig skal en eksisterende sti – ”Mottelsonstien” – lægges om, da den hidtil har krydset grunden med det nye børnehus.
Den nye daginstitution er tegnet af Krogh Arkitektur A/S i Aalborg og totalentreprenør på byggeriet er Arne Andersen A/S fra Vrå.