Ny aftale sikrer gratis zoo-adgang for 33.000 børn og unge
En ny samarbejdsaftale mellem Aalborg Zoo og Børn og Unge-afdelingen i Aalborg Kommune har sikret gratis adgang for flere tusinde børn og unge i kommunen.
Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Helt konkret er samarbejdsaftalen målrettet kommunens dagtilbud og skoler - for at flytte oplevelser og undervisning ind i Aalborg Zoo.
- Vi vil gerne sørge for, at alle vores børn og unge får lige muligheder, og at pengene bliver brugt klogt. Med aftalen gør vi det nemt og håber, at lidt flere skoler og dagtilbud lidt længere væk fra zoo også benytter haven i år, siger Thomas Overgaard fra Børn og Unge i Aalborg Kommune.
Helt konkret er aftalen sat sådan i stand, at Aalborg Kommune på forhånd har betalt billetterne forud, så børn og voksne fra institutioner og skoler blot skal møde op i indgangen - uden bestilling, men med stor fleksibilitet understreger parterne i pressemeddelelsen.
- Det ligger som noget helt grundlæggende i en zoologisk have, at vi skal smitte gæsterne med vores fascination af dyr og natur. Her spiller børnene selvfølgelig en rigtig stor rolle, så derfor har vi store forventninger til den nye aftale. Vi er sikre på, at aftalen vil give os endnu flere besøgende i zoo og ikke mindst i vores skoletjeneste, siger Søren Sørensen, der er formidlingsansvarlig i Aalborg Zoo.
I 2024 besøgte flere end 14.000 børn og unge Aalborg Zoo med deres dagtilbud eller skole.
Forventningen til 2025 er, at mere end 16.000 børn og unge vil benytte sig af tilbuddet.