Billede beskrivelse

Mere plads, flere muligheder: Nu slår Svenstrups nye bibliotek dørene op

13. januar 2026 kl. 17.02

SVENSTRUP: Er du glad for bøger og bor i Svenstrup?

Så kan du godt begynde at glæde dig – for fredag den 16. januar åbner biblioteket dørene til helt nye og større lokaler.

Og selvom flytningen kun er på få meter, er forandringen stor.

Se også
Svenstrup får nyt bibliotek

Kort flytning, stor forandring

For den trofaste biblioteksgænger er ruten stort set den samme.

Biblioteket flytter nemlig blot to døre længere hen – fra Godthåbsvej 14D til Godthåbsvej 14B.

Men selvom flytningen er kort, er det rammerne helt nye.

For ikke nok med, at lokalerne er større – de er også mere fleksible.

Biblioteksrummet indrettes nemlig med mobile bogreoler – altså bogreoler på hjul – som kan flyttes rundt. På den måde bliver det hele tiden muligt at skabe nye rum i biblioteket og gøre plads til store og små arrangementer.

Svenstrups bibliotek

Det er bibliotekar Line Hoffgaard, som har været projektleder på flytningen, og hun glæder sig til at byde borgerne velkommen i de nye rammer.

– Det går godt på Svenstrup Bibliotek. Det går fremad med både besøg og udlån, så det er dejligt, at vi nu får lidt mere plads at boltre os på. Nu glæder jeg mig til at snakke med alle gæsterne og lokalsamfundet om, hvordan biblioteket så skal udvikle sig og se ud fremover, udtaler Line Hoffgaard i en artikel på bibliotekets hjemmeside.

I forbindelse med flytningen vil biblioteket være lukket onsdag den 14. og torsdag den 15. januar.

Første åbningsdag i det nye bibliotek bliver fredag den 16. januar, hvor biblioteket er selvbetjent.

En indvielsesfest i de nye lokaler er på tegnebrættet og forventes at finde sted i foråret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste