Klumme: Larmende motorcykler er seje og ikke kiksede, viser måling
Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med nordjysk perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden
Sejt og slet ikke kikset.
Så klar er nordjydernes holdning til meget larmende motorcykler, der gasses helt vildt op og siger vrrrrrummm-vvrrummm-vrrruummmmmmmm ufatteligt højt, dag ud og dag ind, hele sommeren igennem.
Det viser en ny meningsmåling.
Her svarer 75 procent af nordjyderne, at de generelt værdsætter og imponeres af larmende motorcykler i både natur og bymiljø, mens 24 procent efterlyser endnu mere altoverdøvende brølstøj fra tohjulede køretøjer. 1 procent har svaret ved ikke.
Målingen, der er foretaget for Dansk Larmemotorcykelbrug Nordjylland, en interesseorganisation for nordjyske brugere af larmende motorcykler, er et markant indspark i debatten om dundrende motorcykellarm i sommermånederne, mener organisationen selv.
- Længe har vores medlemmer følt sig udsat for en decideret hetz, latterliggjort og udstillet som let til svært kiksede lydbøller, når deres bevidste og buldrende rabalder, gennem overdreven og hyppig justering af brændstoftilførslen på tohjulskøretøjer med unødig høj motorlyd, fremstilles som et irritationsmoment. Men nu viser det sig, fuldstændig på linje med vores egen fornemmelse, at langt de fleste faktisk er enormt imponerede hver eneste gang og synes, det er megasejt, topcool og blæret med vrrrrrummm-vvrrummm-vrrruummmmmmmmm på alle tidspunkter af døgnet, lyder det i en pressemeddelelse.
- Ikke én eneste i vores undersøgelse synes, det er den mindste smule kikset. Tværtimod vækker det beundring og aftvinger respekt og anerkendelse, når lejlighedsgulvet ryster, al service klirrer og det rigtigt runger i karréerne i Aalborgs Vestby, Øgaden eller i Kattesundets baggårde, fortsætter meddelelsen fra interesseorganisationen, som måtte opgive et planlagt doorstep, da ingen rigtigt kunne høre, hvad der blev sagt.
Dansk Larmemotorcykelbrug Nordjylland har ikke udleveret undersøgelsen i sin helhed og afviser at forholde sig til forlydender om, at den nye meningsmåling alene er foretaget blandt foreningens egne medlemmer.
- Ren spekulation, som vi på ingen måde ønsker at gå ind i eller bidrage til. Lad os nu holde fokus på bolden og ikke stirre os blinde på noget meningsmålingsteknik, skriver organisationen, som med undersøgelsen ønsker at nuancere billedet af larmende motorcyklister og kalder diskussion om en mere aktiv håndhævelse af eksisterende støjudledningsregler for utidig.