Klumme: Et trygt møde med et toprovdyr

Lau Aaen (f. 1982) skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden

Så står man der, lige midt i Lille Vildmose, og ser en ulv. Lige der på stien.

Jeg forholder mig fattet og afklaret. Jeg bevarer roen, og det er der al mulig grund til. I lommen har jeg både Ministeriet for Grøn Treparts Ulvehandlingsplan og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs nye retningslinjer for forvaltning af ulv.

Jo, jeg har da godt hørt kritikken. At ulvehandlingsplaner, ulveretningslinjer og ulvepolitik er det rene københavneri, udtænkt af virkelighedsfjerne embedsmænd på Slotsholmen, som aldrig selv mærker konsekvenserne af forskrifter og bestemmelser.

Intet kunne være mere forkert.

Der gælder fuldstændig de samme retningslinjer, uanset om man møder en ulv på Indre Østerbro i København eller i Øster Hurup.

Nej, jeg føler mig godt klædt på.

Først konstaterer jeg, om det rent faktisk nu også er en ulv, jeg står overfor.

Det er det. Alle de oplistede kendetegn er til stede. Størrelsen, pelsen, tænderne, de afrundede ører, skråtstillede øjne.

Utvivlsomt et toprovdyr øverst i fødekæden.

Så er det på plads.

Næste skridt er at afgøre, om jeg befinder mig tættere på ulven end de anbefalede minimum 500 meters observationsafstand.

Det gør jeg uden tvivl. Jeg kan se ulven vise tænder.

For at undgå unødig bekymring, bladrer jeg forholdsvist hurtigt videre til retningslinjernes afsnit om problemulve. Det fremgår ikke direkte, hvordan man i en-til-en-situationer afklarer en eventuel problemulvsstatus, men problemulve er dem, man skal være lidt obs på.

Er der her ikke tale om en problemulv, men blot en helt almindelig ulv, er der stort set ikke grund til uro. Og skulle jeg lige nu stå ansigt til ansigt med en problemulv, giver punktet “Trinvis eskalering ift. bortskræmning og evt. nedskydning” i ministeriets nye Ulvehandlingsplan mulighed for regulering efter en skriftlig ansøgningsproces.

Begge dele finder jeg tryghed i.

For en sikkerheds skyld gennemgår jeg også anbefalingen om at optræde bestemt, holde øjenkontakt og ikke at vende ryggen til ulven. I situationer som denne skal man ikke nærme sig eller følge efter ulven, “hverken til fods, på cykel eller i bil”, lyder forskrifterne. Jeg er hverken på cykel eller i bil, så de dele overholder jeg heldigvis uden problemer.

Man kan også synge eller klatre op i et træ, skriver de.

Det er ulve vist ikke så glade ved.

Og så skal man ikke spille død.

Den hopper de ikke på.