Seneste nyt
Billede beskrivelse

Kæmpe folkefest: Så mange skal til Helmig-koncert

18. august 2026 kl. 06.02
Opdateret kl. 10.20

NØRRESUNDBY: Der bliver godt fyldt op på Trekanten i Nørresundby på lørdag.

Her ventes intet mindre end 22.000 mennesker at møde op, når Thomas Helmig giver koncert.

Det oplyser koncert- og festivalarrangøren DTD Group.

Og de mange mennesker kommer til et udsolgt arrangement. Der er nemlig ikke flere billetter at få til koncerten, som blev annonceret tilbage i efteråret.

Her blev det offentliggjort, at Thomas Helmig ville lægge vejen forbi Nørresundby med sit største headliner-show i 2026.

Nu er koncertdagen lige om hjørnet.

Kendte hits på programmet

Når Thomas Helmig går på scenen lørdag aften, kan de 22.000 gæster se frem til en tur gennem en karriere, der strækker sig over flere årtier.

Den aarhusianske sanger står bag en lang række af de sange, som for længst har fundet vej ind i den danske sangbog.

Det gælder blandt andet ”Stupid Man”, ”Malaga” og ”Jeg Tager Imod”.

Men Thomas Helmig bliver ikke den eneste, der skal sørge for musikken på Trekanten.

Allerede klokken 18 går Ella Augusta på scenen. Hun har de seneste år markeret sig på den danske musikscene og har blandt andet været nomineret to gange til P3 Guld.

Senere på aftenen er det Jonah Blacksmith, der tager over. Det nordvestjyske syvmandsband går på scenen klokken 19.45, inden det bliver tid til aftenens hovednavn.

Thomas Helmig går efter planen på scenen klokken 22.

Dørene til koncertområdet åbner allerede klokken 16, og arrangementet ventes at være slut omkring klokken 23.45.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste