Klumme: Trygge træf med tændervisende toprovdyr

Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med nordjysk perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden.

Når jeg står foran en tændervisende, brølende og kløerhvæssende ulv et sted i en klitplantage syd for Råbjerg Mile, på en tilfældig nordjysk villavej, nede i cykelskuret eller i køen til flaskeautomaten, så forholder jeg mig altid roligt, fattet og afklaret.

Og det er der al mulig grund til.

For det første skal man ikke drage forhastede konklusioner og helt ud af det blå bare sådan uden videre antage, at den ulv, som snerrende stirrer på mig og tillige fremviser et yderst fascinerende tandsæt, er en problemulv.

Det må eksperter afklare ved lejlighed. Jeg er ingenlunde i stand til at foretage en vurdering i hverken den ene eller den anden retning.

Slet ikke på så spinkelt et grundlag.

Lige nu og indtil nye oplysninger måtte blive fremført, kan jeg kun gå ud fra, at der foran mig står en helt almindelig, uproblematisk ulv.

Det alene giver ro.

For det andet bør man finde det positive i enhver situation og som minimum huske på, at omstændighederne snildt kunne være værre. Meget værre endda.

Der skal ikke megen fantasi til.

Jamen, tænk bare, hvis det f.eks. havde været en egeprocessionsspinder, der stirrede med skumle bagtanker og uhørt voldsparathed. Se, det er virkelig nogle grumme typer. Så havde der været klump i halsen og rysten i bukserne. Så havde gode råd for alvor været dyre. Det er næppe uden grund, at de allesammen, hver og en, som udgangspunkt og uanset hvad de hidtil måtte have foretaget sig, bærer titlen “larven fra helvede”, mens en ulv allerhøjst kan opnå betegnelsen “problemulv”.

Med mig i inderlommen har jeg altid Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs guides til møder med dansk natur. Så jeg ved, at spotter man sådan en infernolarve, skal man fluks melde det til myndighederne, mens det er frivilligt med ulveobservationer.

Det siger alligevel lidt.

Heldigvis er det ikke sådan en helvedeskarl, jeg står over for. Det er bare en ulv.

Det finder jeg også ro og tryghed i.

Og så nyder jeg naturoplevelsen, som jeg ved, mange af dem, der er så uheldige at bo i ulveløse områder, ville give deres højre arm for.