Billede beskrivelse

I sin fritid laver Simon opfindelser: Hans nyeste kan være en hjælp på autoværksteder

29. januar 2026 kl. 19.02

KLARUP: Til daglig arbejder Simon Russek som ingeniør ved Siemens Gamesas vingefabrik i Aalborg, men i sin fritid har Simon Russek flere gange vist sig som lidt af en opfinder.

Oprindeligt er han uddannet automekaniker. Sidenhen læste han produktionsteknologi i Aalborg.

- Det kan man godt kalde en slags produktudvikler eller konstruktør, og det har jeg efterfølgende arbejdet med i 20 år, fortæller Simon Russek.

Simon Russeks opfindelser opstår typisk, når han støder på et problem, der ikke umiddelbart findes en løsning på.

Opfindelser med udgangspunkt i virkelige problemer

- Min første opfindelse var en højtryksrenser, der hænger på væggen. Den fik jeg solgt gennem Bauhaus, fortæller Simon Russek.

Det særlige ved højtryksrenseren er, at den er fastmonteret og har et anderledes design end øvrige modeller. Derudover har den vandhaneudtag.

- Ideen opstod, fordi jeg syntes, at den højtryksrenser, jeg havde, var usmart. Jeg bruger altid min højtryksrenser i indkørslen, og så var det upraktisk, at man altid skulle finde den frem. Den jeg har designet, står altid klar, fortæller Simon Russek.

Billede beskrivelse

En anden opfindelse er en oprullet presenning til traileren.

- Når man kører på genbrugspladsen med trailer, så er presenningen altid i vejen – enten skal den være i bagagerummet eller ligge løst på traileren.
Sammen med en kammerat lavede Simon Russek løsningen med en oprullet presenning. Produktet går under navnet Trailer Boss, fortæller Simon Russek.

I 2023 opfandt Simon Russek en fleksibel kobling til industrielt brug kaldet Floatmatic, som kan koble maskiner sammen, selvom delene ikke flugter 100 procent.

Rettighederne til Floatmatic solgte han til en tysk distributør for et ukendt beløb – en historie Nordjyske skrev om i 2023.
Se her: Opfinder solgte sin idé for stort beløb | Nordjyske.dk

- Det sjove er, at koblingen faktisk er udstillet på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør, fortæller han.

Idéen starter med en udfordring

Simon Russek bliver ofte spurgt, hvor hans mange idéer kommer fra.

- Mange tror, at man får en god idé ved at sætte sig ned og tænke, men sådan er det ikke. Idéerne opstår altid, når man står i en konkret problemstilling, fortæller Simon Russek.

Han ser ikke sig selv som et geni, men tror, at hans evne til at blive ved med at prøve sig frem, kombineret med vedholdenhed, er årsagen til de mange opfindelser.

- Jeg kan godt lide hele processen ved at produktudvikle, og når jeg tror nok på min idé, går jeg planken ud og investerer penge i at få lavet prototyper, som jeg kan prøve af.

Ny opfindelse opstod i garagen

Nu har Simon Russek endnu engang været kreativ og udviklet en ny teknologi.
Denne gang handler det om udstyr til at måle hjulvinkler på biler – en vigtig del af bilens styring.

- Idéen opstod egentlig, fordi jeg havde købt noget sporingsudstyr til at måle hjulvinkler på min bil, og det duede ikke. Jeg tænkte, at man sikkert kunne lave det på en anden måde, siger Simon Russek.

Han arbejdede videre med idéen i et års tid og lavede forskellige håndskitser.

- Lige pludselig tænkte jeg: "Det her kan virke", og så lavede jeg nogle forskellige prototyper, som jeg arbejdede videre med i et par år, indtil jeg stod med det færdige produkt, fortæller Simon Russek.

Billede beskrivelse

Produktet, Targetline, er udstyr, der hurtigt og præcist kan udmåle hjulvinkler på bilens fire hjul.

Ved hjælp af aluminiumdele fra en lokal leverandør og plastdele, som han selv producerer med en 3D-printer, skaber Simon Russek udstyret.

Selvom teknologien bag målinger ikke er ny, fungerer Targetline på en helt anden måde end eksisterende produkter – og til en brøkdel af prisen.

Targetline er særligt tiltænkt mindre bilværksteder. Den første kunde er FGU i Randers, et kommunalt uddannelsestilbud til unge.

- De kan godt lide, at det er billigt, kompakt og nemt at bruge. Targetline er meget intuitivt, men det giver også en god forståelse for, hvordan bilen er skruet sammen, fortæller Simon Russek..

En ny balance efter sygdom

Udviklingen af Targetline har dog ikke været uden bump på vejen.
I april 2023 blev Simon Russek ramt af meningitis og var sygemeldt i en måned.

- Sygdommen har været en enorm begrænsning, og det er også derfor, at Targetline har taget så lang tid at udvikle.

Selvom han er rask i dag, mærker han stadig følgerne.

- Jeg havde en idé om, at det var ligesom at brække et ben: det heler, og så er man sig selv igen. Jeg må bare konstatere, at tre år senere er jeg ikke 100 procent helet endnu, fortæller Simon Russek.

Han oplever blandt andet hovedpine og tinnitus, og bliver hurtigt mentalt træt.

- Jeg skal hele tiden være forsigtig i forhold til menneskelige relationer og skærmforbrug. Det er en enorm begrænsning i forhold til, at jeg har været vant til at kunne konstruere og tegne.

Simon Russek har dog fundet en ny balance i sit hobbyarbejde, så han fortsat kan arbejde med det, han holder af.

- Jeg synes, det er sjovt at lave opfindelser og få dem på markedet. Det driver mig. Det er ikke noget, jeg skal leve af. Jeg behøver ikke at have min egen virksomhed – jeg er meget godt tilfreds med at have det som hobby.

Se Simon Russek demonstrerer Targetline i videoen her:

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste