Seneste nyt
Billede beskrivelse

Asbjørns dansere er de bedste i Europa: - Jeg er blæst bagover

30. maj 2026 kl. 19.00

AALBORG: Mandag 25. maj sikrede Serpents Dancecrew titlen som europæiske mestre i Hiphop, da de deltog ved dette års EM i Hiphop, der blev afholdt i Holland.

- Jeg er helt blæst bagover. Over at det kunne lade sig gøre. Det er jo helt sindssygt, fortæller Asbjørn Kjølby, der er underviser på holdet hos House of Dance.

Sammen med de ni dansere, der alle er mellem 16 og 17 år, tog han afsted mod Holland med målet om, at de skulle kvalificere sig til finalen.

- Vi endte med at vinde alle tre runder. Det er helt vildt. Det er en stor anerkendelse af, hvad de kan, siger Asbjørn.

- De ofrer rigtig meget

Holdet har trænet på vinder-koreografien siden sidste sommer, hvor hver danser har lagt mindst seks til otte timer om ugen.

- Det kan være svært for nogle at forstå, hvor meget det kræver af dem. Det går udover fritid, uddannelse, familie, relationer og fester. De ofrer rigtig meget. Men det er blandt andet konkurrencer som den her, der får det hele til at give mening.

Billede beskrivelse

Alene i perioden mellem marts og maj har holdet været afsted i 10 weekender i forbindelse med en lang række af konkurrencer og ranglister. Her har de blandt andet vundet to danmarksmesterskaber. 

Men titlen som europamestre er uden sammenligning.

- Det er virkelig stort. Der er mange lande repræsenteret, og hvert hold har været igennem en ligeså lang proces i deres hjemland. Så det er jo de bedste af de bedste, vi har været oppe i imod. Blandt andet de regerende verdensmestre, fortæller Asbjørn.

Billede beskrivelse

En anerkendt underviser

Selv har Asbjørn Kjølby danset siden han var 12 år gammel, og har undervist i sporten de seneste 12 år. 

I dag er han fuldtids underviser og har fire konkurrence hold hos House of Dance i Aalborg, som alle klarer sig godt og trækker fine titler til de årlige konkurrencer.

- Jeg prøver at ramme bredt med forskellige stilarter, for hver konkurrence har sit eget dommerpanel, hvor de hver især kigger efter noget forskelligt.

Og det har tilsyneladende givet pote til året europamesterskab.

- En sejr definerer ikke en, men det betyder selvfølgelig noget. Det er en anerkendelse af det, jeg gør, og det giver motivation til at fortsætte, siger han.

Villa, Volvo og vovse

Men ligesom det kræver meget af danserne på holdet, så betyder det også, at Asbjørn Kjølbys liv, som 28-årig, ser anderledes ud end mange andres.

- Det er jo omkring min alder, at det begynder at handle om villa, Volvo og vovse. Det har jeg slet ikke mulighed for på samme måde, men så får jeg noget andet. Jeg har så mange helt unikke oplevelser, som jeg ikke ville undvære. Jeg er meget glad for det, fortæller han.

Efter europamesterskabet kan Serpents som hold gå på sommerferie, mens de ni dansere skal videre til VM med deres øvrige konkurrencehold.

- Herefter bliver holdene opløst, og så er der en ny audition, hvorefter vi finder de dansere, der skal med på hvert hold.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste