Billede beskrivelse

Gistrup Højskole er genopstået

10. januar 2025 kl. 06.03
Opdateret kl. 09.08

På initiativ af Gistrup Samråd er Gistrup Højskole blevet genoplivet som en forening, hvis formål er at holde kulturelle arrangementer i form af blandt andet foredrag og debataftener.

Som paraplyorganisation for byens øvrige foreninger kan samrådet på papiret ikke selv stå som arrangør, så derfor er der oprettet endnu en forening i Gistrup.

Den oprindelige Gistrup Højskole lå på Hadsundvej i den nordlige ende af byen tæt på den nuværende jernbaneoverskæring.

Den stod færdig i 1899 til en samlet pris på 20.000 kronerm og det var endda inklusive grunden.

Baggrunden for opførelsen af en højskole var, at der op mod år 1900 var et stadigt stigende ønske fra borgerne i Østhimmerland om at få flere skolekundskaber.

Derfor blev der i 1891 startet med vinterkurser for voksne i baptisternes lokaler i Oppelstrup og som årene gik, blev forholdene her mere og mere trange med op til 14 kursister på de enkelte hold og op til otte forskellige hold på en sæson.

Holdt hårdt

Det holdt hårdt med at komme i gang med byggeriet i Gistrup, for i første omgang var der kun lokaletilskud at hente for kristne med tilknytning til Folkekirken, men da loven blev ændret, fik baptisterne deres tilskud.

I årene fra 1899 til 1909 var den nye højskole i Gistrup også rammen for en Pastoratskole, og der har også gået realklasser i lokalerne.

I takt med tilmeldingerne og antallet af forskellige kurser voksede, blev der i 1914 opført både en stald og en lade ved højskolen med henblik på landbrugskurser og senere fulgte også erhvervskurser samt fritidsaktiviteter i form af blandt andet gymnastik.

De mange aktiviteter til trods kom Gistrup Højskole i økonomiske problemer i 1917-18, men en indsamling blandt elever og kursister samt lokale borgere klarede skærene. Som tiden gik, svandt dog elev- samt kursistantallet stille og roligt ind, og i 1928 lukkede højskolen.

Efterfølgende fungerede lokalerne først som hvilehjem og siden som plejehjem, inden bygningerne blev revet ned i 1980 for at give plads til den nuværende boligbebyggelse på Elmelunden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste