Fra kur til kirke: Ny messehagel til Budolfi Kirke
Efter at Aalborgs domprovst Jacob Køhn Andersen har deltaget i nytårskur hos kongen, gør han et særligt stop på Frederiksholms Kanal.
Her afhenter han Budolfi Kirkes nye messehagel hos Selskabet for Kirkelig Kunst. Messehagelen tages i brug allerede på søndag ved højmessen.
Den nye messehagel er blevet til takket være generøse donationer fra blandt andre overlæge Benedicte Laursen og direktør Curt Sleiborg Cimberland samt støtte fra Spar Nord Fonden og Augustinus Fonden.
Udformningen er et møde mellem klassisk tradition og moderne kunst, skabt specielt til at harmonere med Budolfi Kirkes historiske arkitektur og interiør.
Inspiration fra St. Botholphus
Designet er udviklet af tekstilkunstner Rikke Salto, der har ladet sig inspirere af St. Botholphus, en engelsk helgen fra det 7. århundrede.
Helgenen beskrives som oplyst, ydmyg og visionær – egenskaber, der afspejles i messehagelens symbolik. Naturmotivet på ryggen viser bøgetræets frugt, som spirer og folder sig ud med rod, stængel og blade. På forsiden er en enkelt spire ved at slå rod – en metafor for vækst og liv.
Den mosgrønne messehagel er syet i cashmereuld og foret med vårgrøn indisk silke. Broderiet er udført af Lizzie Damgaard fra Selskabet for Kirkelig Kunst og kombinerer gamle håndværksteknikker med moderne æstetik.
Det tredimensionelle guldbroderi er udført i Or nué-teknikken med ægte fransk guldtråd.
Efter højmessen den 12. januar bliver det muligt at se messehagelen i krypten sammen med nogle af kirkens ældste messehageler, der er flere hundrede år gamle.