Ferieglæde satte præg på årets første sommermåned i Aalborg Lufthavn
AALBORG: Juni bød på mange ferierejsende gennem Aalborg Lufthavn.
Skolernes sommerferie satte nemlig for alvor gang i trafikken mod solrige destinationer.
Samtidig betød et lavere rejseudbud og de aktuelle geopolitiske forhold, at passagertallet faldt 4,5 procent sammenlignet med juni sidste år.
Trods tilbagegangen er lufthavnen fortsat 6,8 procent foran sidste års passagertal for årets første seks måneder.
Det skriver Aalborg Lufthavn i en pressemeddelelse.
I juni 2026 rejste 137.007 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn.
Måneden sluttede med fyldte fly til blandt andet Grækenland, Spanien samt de store trafikknudepunkter i København og Amsterdam, hvor sommerferien for alvor satte fart på rejseaktiviteten.
- Tilbagegangen skyldes både en lidt lavere rejseaktivitet op mod højsæsonen og et mindre udbud af flyvninger end på samme tidspunkt sidste år. De geopolitiske forhold og højere brændstofpriser har medført tilpasninger på blandt andet indenrigsruten til København og enkelte udenrigsruter, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
God aktivitet på ferieruterne
Trods tilbagegangen oplevede Aalborg Lufthavn stor interesse for flere af sommerens populære destinationer, herunder Málaga, Mallorca, Nice samt de nye direkte ruter til London og Verona.
Juni bød også på åbningen af lufthavnens nye Legelounge på 1. sal.
Her kan børnefamilier få ventetiden til at gå med rutsjebaner, udsigtstårn og aktiviteter for både små og større børn.
- Det er altid en fornøjelse at mærke ferieglæden i terminalen, når familier, par og venner rejser ud i verden. Der er stor efterspørgsel på vores udenrigsruter, og med den nye Legelounge har vi samtidig skabt endnu bedre rammer for de yngste rejsende, siger Niels Hemmingsen.