Seneste nyt
Billede beskrivelse

Endnu en stor hospitalsflytning gennemført

05. maj 2026 kl. 15.02

AALBORG: Det nye Aalborg Universitetshospital har søndag den 3. maj gennemført endnu en omfattende flytning af patienter og personale fra en række kliniske afdelinger og funktioner. 

Denne gang er flytningen sket fra Sygehus Nord i det centrale Aalborg til Hospitalsbyen i den østlige del af byen.

Det skriver Aalborg Universitetshospital i en pressemeddelelse.

Billede beskrivelse

Farvel til mange nordjyders fødested

Blandt de afdelinger, der er flyttet, er fødeafdelingen. 

Netop denne flytning kan vække følelser hos mange nordjyder, som enten selv er født på hospitalet eller har oplevet fødslen af børn og børnebørn dér.

- Der er naturligt et strejf af vemod ved at forlade de rammer, hvor så mange fødsler og stærke øjeblikke har fundet sted gennem årene. Det opvejes dog af glæden ved at flytte ind i et nyt hospital med lyse, moderne og mere patientvenlige forhold – til gavn for både familier og medarbejdere, siger chefjordemoder Line Hundebøl Nielsen.

Billede beskrivelse

Fødeafdelingen håndterer årligt omkring 3.500 fødsler. 

I de nye rammer i Børn- og Ungehuset modtages de gravide blandt andet på fødestuer, der er næsten dobbelt så store som tidligere på Sygehus Nord.

Derudover er flere stuer udstyret med fødekar, og nye multifunktionssenge giver bedre mulighed for, at forældre kan være tæt sammen med deres nyfødte.

Billede beskrivelse

Kun få flytninger mangler

Med denne indflytning er de tre største flytteetaper til Hospitalsbyen gennemført. Hovedparten af sengeafdelinger og kliniske funktioner er nu samlet på den nye adresse i det østlige Aalborg.

I de kommende måneder følger enkelte mindre flytninger, før hele processen er afsluttet.

Hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen udtrykker tilfredshed med forløbet:

- En række indflytninger er gennemført med høj patientsikkerhed og stor professionalisme. Medarbejderne fortjener stor anerkendelse for indsatsen i en kompleks og krævende opgave. Næste fase handler om at lære det nye hospital at kende og sikre en velfungerende hverdag. Det indebærer finjustering af udstyr, arbejdsgange og opbygning af rutiner, så både patienter og medarbejdere oplever de forbedringer, Hospitalsbyen er skabt til.

Billede beskrivelse

Flytningen til Hospitalsbyen er gennemført i etaper og er blandt de største hospitalsflytninger i Danmark. 

De nye rammer styrker mulighederne for sammenhængende patientforløb, tværfagligt samarbejde og moderne arbejdsforhold.

Blodbanken flytter senere

Når Sygehus Nord på sigt er helt fraflyttet, overtages området af en ny ejer med henblik på byudvikling med boliger, erhverv og offentlige funktioner.

Enkelte afdelinger forbliver midlertidigt på Sygehus Nord og flytter senere på året. Det gælder blandt andet blodbanken, som afventer færdiggørelsen af nye lokaler på Syd.

Samtidig er et nyt patient- og barselshotel under opførelse i Hospitalsbyen.

Indtil det forventes klar i 2028, har patient- og barselshotellet midlertidig adresse på Syd-matriklen på Hobrovej.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste