Aalborg Kommune rydder op i hundredvis af stibomme
AALBORG: Aalborg Kommune er gået i gang med at gennemgå de mange stibomme på kommunens stier. Der er afsat 100.000 kroner til arbejdet, som skal fjerne overflødige bomme, flytte andre til mere hensigtsmæssige placeringer og forbedre eksisterende bomme.
Kommunen anslår, at der findes mellem 500 og 800 kommunale stibomme. Dertil kommer bomme ved blandt andet boligforeninger.
Det oplyser Cyklistforbundet i Aalborg på Facebook.
Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen koster det omkring 5.000 kroner at flytte en stibom, mens en fuldstændig fjernelse beløber sig til cirka 3.000 kroner.
Hos Cyklistforbundet Aalborg hilser de kommunens gennemgang velkommen, men mener samtidig, at der historisk er blevet sat for mange bomme op.
- I udgangspunktet synes vi, at man før i tiden har været alt for flittig med at sætte stibomme i et misforstået hensyn til cyklisternes sikkerhed. Men vi er naturligvis også glade for, at der bliver opsat bomme steder som f.eks. under Kulturbroen på Nørresundbysiden, hvor der er risiko for at påkøre en anden cyklist eller en fodgænger, siger Mike White, formand for Cyklistforbundet Aalborg.
Kommunen vurderer nu de enkelte placeringer for at afgøre, hvilke bomme der fortsat har en trafiksikkerhedsmæssig funktion, og hvilke der kan fjernes eller flyttes. Samtidig skal nogle af de eksisterende bomme gøres mere synlige.
Mike White ser indsatsen som et skridt i den rigtige retning.
- Først og fremmest er vi meget tilfredse med, at Teknik- og Miljøforvaltningen har prioriteret at forbedre cyklisternes fremkommelighed ved at gennemgå de mange stibomme rundt om i kommunen. Dernæst er det et godt eksempel på, at det ikke behøver at koste en herregård at forbedre cyklisternes forhold og gøre det mere attraktivt at tilvælge cyklen i hverdagen.