450 nye boliger på vej i Aalborg og Rebild
Der er godt gang i udviklingen hos Himmerland Boligforening.
Efter en række omfattende renoveringsprojekter har hovedfokus for foreningen nu flyttet sig over på nybyggeri.
Det fortæller boligforeningen i en pressemeddelelse.
I 2025 færdiggøres 50 familieboliger på Anna Anchers Vej i det sydlige Hasseris.
Samtidig skrider byggeriet godt frem med 24 boliger i Brøndumgård i det nordvestlige Godthåb og yderligere ni boliger i en udvidelse af Enggården midt i Skørping.
På Rytters Plads i det centrale Skørping opføres 43 nye familieboliger.
Senere på året forventes igangsætningen af Green Hub House i det østlige Aalborg samt Støberiparken i Frejlev.
Green Hub House er et demonstrationsprojekt, hvor nye byggemetoder skal vise, hvordan klimabelastningen fra etagebyggeri kan reduceres med op til 75 procent.
I Støberiparken planlægges 48 familieboliger og 70 plejeboliger.
100 nye familieboliger
På lidt længere sigt udvikles 18 familieboliger i St. Restrup Fælled.
Her ønskes de historiske kvaliteter fra landsbyen St. Restrup genskabt med små parceller og boliger efter gamle principper.
Derudover arbejdes der på cirka 100 nye familieboliger på Centergrunden i Støvring Ådal, 15 boliger i Svenstrup og otte i Grindsted.
Alt i alt har boligforeningen omkring 450 boliger i støbeskeen - med mulighed for endnu flere.
Blandede boligformer
I 2024 blev det første nybyggeri i en mindre oplandsby afsluttet.
Det skete i Fjellerad, hvor otte treværelses rækkehuse i ét plan nu står klar.
Udstykningen rummer også ejerboliger og er et tydeligt eksempel på boligforeningens filosofi om blandede boligformer i blandede byer - et princip, der fortsat prioriteres for at skabe attraktive og levende boligområder.