40 fede år med Skråen

AALBORG: - Det er jo bare en traumatisk historie om en lille musikforening, der blev større.

Inden vi overhovedet har fået samtalen i gang, har Jørgen Nissen taget brodden af, hvad der måtte komme.

På trods af 40 år som primus motor i byens store spillested og kulturbastion er han fortsat ikke voldsomt begejstret for at gøre sin egen rolle til noget særligt.

- Jeg var bare den sidste til at slippe ud af døren, konstaterer han med et skævt smil.

I begyndelsen af september kan spillestedet - for det er fortsat sådan, de fleste tænker om det - fejre fire årtier med op- og nedture, med tusindvis af koncerter og shows, de fleste i egne lokaler på først Strandvejen og siden 2008 i Nordkraft, men også i Karolinelund, Skovdalen, Kranhallen, Mølleparken og Fjordmarken for bare at nævne nogle af stederne.

Få steder kan bryste sig af, så stor en publikumsmæssig opbakning som den 40-årige version af spillestedet. En Rambøll-undersøgelse viste i slutningen af sidste år, at 94 procent af respondenterne i Aalborg Kommune kender spillestedet, og at 75 procent har besøgt Skråen mindst én gang.

Historien om Skråen er i høj grad historien om en holdindsats, mener Jørgen Nissen, som ellers selv har været ansigtet udadtil i stort set alle årene.

Ingen nostalgi

Undervejs har der også været ting, der var mindre heldige. En truende konkurs, koncerter med ganske få gæster og projekter, der bare ikke ville lykkes.

- Jeg kan fortælle masser af anekdoter. Faktisk kan jeg en historie om hver eneste af plakaterne her, jeg kan huske det hele, siger Jørgen Nissen og peger rundt på de kulørte flader i Skråens billetcafé i Kedelhallen.

Men det er netop, hvad det er, anekdoter, for ophavsmanden slår ret hurtigt fast, at han ikke er det mindste nostalgisk.

- Nej, jeg er ikke ret interesseret i det der kiggen bagud, jeg kigger fremad, lyder det.

Og det har Jørgen Nissen og de øvrige medarbejdere og frivillige så gjort i 40 år.

- Prøv at se den her. Det er fra Humle Party i Skovdalen. Vi havde booket Aqua, før de for alvor blev kendt. Det endte som noget af et scoop, fortæller han og peger på en plakat midt i mylderet.

En anden plakat fortæller om Midsommerfest med Henning Stærk og Bamses Venner.

- Det blev et hamrende regnvejr, og vi var rundt og rydde tankstationer for tændvæske. Det lykkedes bare aldrig, fortæller han, og går videre til plakaten for det, han lidt presset betegner som sin indtil videre bedste oplevelse, Skovrock med Johnny Cash i 1997.

- Jeg vedkender, det er lidt sjovt, jeg lige har sagt, at jeg ikke er nostalgisk og så alligevel bliver det, men det var en helt speciel oplevelse, fordi både vi, og han vidste, at det var ved at være slut, siger Jørgen Nissen.

Et par rusfester på AUC i midten af 1970erne blev det økonomiske grundlag for det, der siden voksede til Skråen. I stedets billetcafé hænger der fortsat nogle af de originale plakater.

Ene ting tager den anden

Historien om tilblivelsen af spillestedet går han hurtigt hen over. Den er fortalt utallige gange før.

Men den korte version er en rusfest for nye studerende på AUC, der bliver en succes, og året efter er vokset til en todages festival med blandt andet Gnags og De Gyldne Løver.

- Vi syntes, vi havde tænkt på alt. Vi havde to barer med to personer i hver, og var i alt otte til at arrangere, men som det skred frem, endte vi med at være 40, og der kom 5000 gæster, fortæller han, der selv var ingeniørstuderende, men med blot få uger tilbage af studiet sprang fra.

- Og så er det altså igen bare det med den ene ting, der tager den anden, siger han.

Med koncerterne som økonomisk grundlag kan den skotske trio The McCalmans indvie Skråen i C.W. Obels tidligere fabriksbygning 6. september 1978.

Herfra går det op og ned. Med masser af arrangementer og tiltag, men også økonomiske nedture - værst i 1992, hvor Foreningen Skråen går i betalingsstandsning, og Jørgen Nissen bliver sagt op. Spillestedet bliver dog reddet på målstregen og kan kæmpe videre, og siden bliver Nissen også hentet "hjem" igen.

- Det er et fantastisk sted, for selv om jeg som leder tegner det udadtil, så handler det ikke om mig. Det er virkelig en holdindsats at drive det her sted. Vi har en stærk familiefølelse, fortæller han og giver som eksempel, at de er 100 mand af sted alene for at arrangere en koncert i Skovdalen.

- Jeg var bare den sidste til at slippe ud af døren, siger lederen lakonisk om sin egen rolle i tilblivelsen af det populære spillested.

Ikke flere gamle travere

Jørgen Nissen betegner sig selv som købmand, og han har med egne ord for længst erkendt, at det gælder om at omgive sig med mennesker, der kan supplere ham.

- Vores frivillige er med til at give os nogle vigtige impulser i forhold til, hvor vi skal bevæge os hen, og publikum er vores sparringspartner, fastslår han og tilføjer:

- Vi vil gerne udvikle os, og af og til så tænker vi, at nu gider vi altså ikke flere af de gamle travlere, nu skal vi prøve noget nyt. Men det skal gerne være et miks og timingen i at prøve noget nyt skal være rigtig. Meget handler om timing, siger han.

Sammen med sin kone og mangeårige booker på Skråen, Signe Bjerg, har han netop været til festival i Edinburgh for at blive inspireret.

- Vi så nogle danseshows, som, vi syntes, var rigtig sjove, den slags skal vi måske prøve af. I det hele taget kan vi se, at nogle mere smalle genrer pludselig vokser i de her år. I år har vi f.eks. to hypnoseshows, fortæller han.

De senere år har det i det hele taget udviklet sig sådan, at det mere voksne publikum vil musikken, mens de helt unge er til stand up.

Men begge dele er i udvikling. Selv spår han den urbane scene vækst, både når det gælder djs og bands.

- Når vi har Suspekt, så vælter det jo.

I det hele taget er Jørgen Nissen optimistisk på Skråens vegne.

- Det er jo ikke sådan, at når Lis (Sørensen, red.) og Anne (Linnet, red.) og de andre forsvinder, så uddør tingene, der står hele tiden nogen og venter, siger han og peger på Jonah Blacksmith og Scarlet Pleasure som navne, der har overrasket ham positivt de senere år.

1992 blev et skæbneår for spillestedet, der gik i betalingsstandsning, men blev reddet på stregen. Arkivfoto: Søren Schnoor

Selvrealisering på højt plan

Som 66-årig er mange i fuld gang med at planlægge deres "efter arbejde liv". Men ikke Jørgen Nissen.

I løbet af sommeren har han holdt fri én weekend, og i det hele taget fortsætter han for fuld skrue.

- Selvfølgelig er det mit arbejde, men det er også vildt skægt. Det er jo selvrealisering på højt plan. Det er sjovt med de mange kunstnere, men det er endnu mere sjovt at være sammen om at skabe arrangementerne, fastslår han og tilføjer med et skævt smil.

- Mange spørger mig, hvordan Skråen kan fortsætte, når jeg engang stopper. Jeg plejer at sige, at det ikke er mit problem, det må nogle andre rode med. Men jeg bliver i hvert fald til 70, for jeg synes jo, at det mest spændende altid er det, der er på vej - ikke det, der er sket, lyder det.

Fødselsdagen bliver fejret med et brag af en fest for hele byen 9. september. Det meste af Nordkraft bliver inddraget og indrettet med scener, hvor skiftende store og lidt mindre bands spiller. Der er fri bar med vin og øl og noget pizza undervejs.

- Mit succeskriterium er at få trafikken til at bryde sammen den dag, ler han.

I billetcaféen kan man gå på opdagelse i gamle plakater, der afspejler alle de arrangementstyper, Skråen har stået for.